Den engelske overklasse i Malaya bliver under 2. verdenskrig overrasket af den hastigt fremrykkende japanske hær, og bliver taget til fange. Mændene bliver sendt i krigsfangelejr, mens kvinder og børn bliver sendt ud på en månedlang dødsmarch med ukendt destination. Japanerne har simpelthen ingen løsning på hvad de skal gøre af kvindelige fanger.
Den unge Jean er en slags organisator af gruppen. De plejer hinanden, køber mad og medicin for penge og ved at sælge deres smykker til de lokale, de møder på deres march. 17 ud af 32 overlever turen.
Undervejs møder de to australske krigsfanger, der hjælper dem mad ved at stjæle høns (deraf bogens titel) fra japanerne. Den japanske kommandant bliver tosset, og australierne bliver korsfæstet som straf.
Kvinderne ender med at få lov til at bo i en landsby, hvor de bor til krigens afslutning.
Efter krigen vender Jean tilbage til England. Hun har mistet sine forældre og sin bror under krigen. Her bliver hun opsøgt af advokaten Noel Strachan, der meddeler hende at hun er arving til en pæn sum penge efter sin onkel. Onkel Douglas havde ikke høje tanker om kvinders omgang med rede penge (en kvinde
’er underkastet sit køds luner’), og advokat Noels erfaring siger ham, at onkel Douglas ikke tager helt fejl på dette punkt. Derfor administreres pengene af advokat Noel indtil Jean fylder 35. Dog får hun et månedligt beløb og advokat Noel kan udbetale større summer hvis han anser de bruges til noget fornuftigt. Far bestemmer!
Jean beslutter sig for at rejse til Malaya og forære kvinderne i hendes værtslandsby en brønd, og derefter tage til Australien for at finde den overlevne australske krigsfange, Joe.
Advokat Noel Strachan er bogens fortæller, og noget af en type. Enkemand og oppe i årene, fatter han kærlighed til og ømhed for den unge forældreløse og snart formuende Jean. Man sidder med en mistanke om at hans affektion ikke er en faders rene og platoniske følelser, som også hans advokatkollega kommer for skade at antyde.
Desuden er han ikke voldsomt professionel. Da en ung mand ønsker hans hjælp til at komme i kontakt med Jean, er han yderst påpasselig med at være diskret på sin klients vegne. En diskretion, der, som han også straks forklarer den unge mand, skyldes at Jean, som er rejst udenlands, netop har arvet en større formue fra en onkel!
De fleste af Nevil Shutes romaner har WW2 som ramme eller udgangspunkt, og så er de i den grad præget hans britiske menneskesyn og af tidsånden i 1950’erne, hvor England var tæt på at være bankerot efter en dyr krig, og hvor de mistede mange af deres kolonier.
Heltene i hans romaner er personer der kender deres plads og som yder deres, som små velfungerende tandhjul i det store maskineri. De er sparsommelige og nøjsomme, hårdtarbejdende, hjælpsomme og ærlige. Og de stikker ikke ud fra mængden. De er ikke smukke, men kønne
’på en stilfærdig måde’.
Så uanset hvilke forhold man byder disse mennesker, så bliver de stædigt ved med at yde deres, og de glemmer ikke at række deres næste en hjælpende hånd.
Til gengæld stiller de ingen spørgsmål ved det bestående, de ønsker ikke at reformerer samfundet. Er blandet ægteskaber i kolonierne upassende, ja, så holder man sig fra det. Hvis de, som Jean, vil åbne en iskiosk i et raceopdelt samfund, så respekterer man det, og åbner to iskiosker, en for hvide og en for aboriginals. Og at kvinder er manden underlegen, ved også enhver.
Det vigtigste er, at overholde samfundnormerne, ikke at behandle sin næste lige og fordomsfrit.
Shute kan ind imellem virke ufrivillig komisk med sine fordomme der pibler frem overalt. Som fx i dette citat, der fremsiges i fulde alvor:
’Han virkede som en veluddannet mand, om end han talte med tydelig skotsk accent.’Et andet træk ved Nevil Shutes bøger er deres endeløse opremsning af forskellige logistiske overvejelser iblandet eksempler på god opførsel. Det er vist et meget engelsk træk, som jeg som moderne læser kan blive ganske irriteret over. Fx:
’Hans forslag passede imidlertid ganske godt ind i mine egne planer for da jeg fik hans brev, stod jeg netop i begreb med at tage på en to ugers fisketur ved Loch Shiel. Jeg skrev til ham og meddelte at jeg ville besøge ham på vej sydpå, og jeg lagde hans sagsmappe i bunden af min kuffert med henblik på at kunne se nærmere på den en aften i min ferie. Da jeg kom til Ayr lejede jeg et værelse på Stationshotellet, for intet i vores korrespondance havde antydet at han havde tænkt sig at indbyde mig til at overnatte. Jeg skiftede fra mit fritidstøj til et mørkt jakkesæt og gik ud for at opsøge min klient.’Aaarrgghhh, kom nu videre for f.....! Who cares hvor i kufferten han placerer sin papirer?
Nå, men med andre ord: med mindre man er bonderøv, jantelovstilhænger eller dansk folkepartist, så er tiden i den grad løbet fra Shute.
Nevil Shute: Fem sorte høns. Peter Asschenfeldts nye forlag, 1998.
