Sørens bogblog

Så er det slut herfra

2010-11-21T19:25:00.000+01:00

Det her bliver det tohundredeoghalvfemsindstyvende (290) og aller sidste indlæg på denne blog. Nu skal det være slut, efter godt 2 år.

Årsagen er den simple, at jeg skiftede navn da jeg giftede mig, både for- og efternavn, så i lang tid har jeg slet ikke heddet Søren. I starten synes jeg det var meget praktisk med en vis form for anonymitet jeg kunne gemme mig bag, men mest af alt er det møj besværligt at have to mail-konti, to twitter-konti osv.

Så nu har jeg besluttet at lave en ny bogblog i mit rigtige navn.

Hvis du vil vide hvad jeg hedder i virkeligheden (og følge min nye blog), så skal du bare trykke her.

Hvis du linker til min blog, så husk venligst at udskifte linket til den nye blog.

Foto fra Benny Lin

Nææ, en pris :-)

2010-11-21T17:06:00.003+01:00

Titti har været så sød at give mig en award. Tusind, tusind tak for det :-)

Som modtager skal man gøre 4 ting:

1.Takke den man har modtaget prisen fra.
2.Kopiere Award-logo til ens blog.
3.Berette hvilke 3 forfattere du regner til dine favoritter, og nævn en favoritbog per forfatter.
4.Sende Awarden videre til 5 modtagere som du synes fortjener den.

Pkt. 1 og 2 er klaret, og pkt. 4 vil jeg droppe; sidst jeg forsøgte mig med den slags, fik det en lidt blandet modtagelse, så jeg tror, jeg sparer mig selv og andre besværet ;-)

Tilbage er der så pkt.3:

Altid svært at vælge blandt så mange mulige kandidater, men her mine bud:

John Steinbeck: Vredens druer.
Tom Kristensen: Hærværk
J.R.R. Tolkien: Ringenes Herre

Om storvizirens trængsler

2010-11-12T21:18:00.009+01:00

Album nr. 9 i Iznogood serien. Dens væsentligste kvalitet er, at den ligner de forrige 8 albums.

Konceptet er enkelt: den udspekulerede men diminutive storvezir Iznogood tragter hæmningsløst efter at overtage tronen efter den godmodige og naive kalif Harun Al Raptusch. Til at hjælpe sig, eller rettere: som viljeløs prøveklud, har Iznogood sin trofaste tjener, Al Muliman.

Iznogoods plan er altid den samme: find en præst/heks/troldmand/olielampe/etc der kan trylle kaliffen væk med magi eller hokuspokus. Da vi er i Bagdad, findes der et væld af disse folk/effekter. Som sagt er Al Muliman altid prøveklud, og derefter skal det så gå ud over kaliffen, men det ender altid med skæbnens hjælpe at ramme konspiratoren selv.

Albummet indeholder 5 historier.

Goscinny står bag serien om Iznogood. Derfor er den genkendelige historie ikke en overraskelse, men en del af konceptet, som den er det i serien om Lucky Luke.

Sjovt nok, men også, ja, forudsigelig.

Goscinny/Tabary: Iznogood hin ukuelige. Gutenberghus Bladene A/S, 1981 (1974).

Tema: WW1

2010-11-11T20:34:00.016+01:00

Klokken 11 i dag for 92 år siden stoppede 1. Verdenskrig. De ufattelige myrderier var slut og en ny tid med fred kunne begynde. Sådan gik det som bekendt ikke.

Krigens skabte stor litteratur, især i Tyskland, som stadig er værd at læse. Det hele skulle bearbejdes på den en eller anden måde. Groft kan de tyske romaner deles op i tre grupper: de pacifistiske, de politisk agiterende og de krigsbegejstrede. Det gælder i hvert fald de romaner jeg vil anbefale her.

Blandt de pacifistiske finder vi naturligvis en kendt klassiker, Intet nyt fra Vestfronten af Erich Maria Remarque. Andre rigtig gode romaner i denne grupper er Årgang 1902 af Ernst Glaeser, og Arnold Zweigs Kampen om Sergent Grischa

I den næste gruppe anbefaler jeg Ludwig Renns Krig. Den handler om veteranernes gryende politisk forståelse af krigens sammenhænge og klassemodsætningerne i samfundet i slutningen af krigen og dens ophør.

Til de krigsbegejstrede hørte Ernst Junger. Hans klassiker, og I får lige den fede titel på tysk: In Stahlgewittern, vil jeg virkelig gerne læse. Den fås vist ikke på dansk, desværre, men på tysk og engelsk.

God læselyst :-)

25 ting du (heller) ikke vil vide om mig

2010-11-10T21:50:00.000+01:00

Bokbabbel forsætter med 25 nye spørgsmål til læsevaner. Tak for det :-)

Her mine svar:

26. Favorit kogebog?
Simon & Inés Ortega: 1080 opskrifter og Søren Gericke: Vandheste fra Rømø. Men det skifter jævnligt.

27. Mest inspirerende bog du har læst i år (fakta eller fiktion)?
Kurdo Baksi: Min ven Stieg Larsson.

28. Favoritlæsesnacks?
Chips, vingummi, chokolade etc etc.

29. Nævn et eksempel på at hype forstyrrede din læseoplevelse?
Sådan har jeg det oftest med bøger jeg IKKE har læst og af samme grund måske aldrig kommer til at læse. Fx bøger af Murakami, Auster eller Austers kone, som jeg lige har glemt navnet på. Eller danske krimi forfatterpar, der af uransaglige grunde hypes i kraft af deres familiære relationer i stedet for deres litterære.

30. Hvor ofte er du enig med kritikerne?
Ofte.

31. Hvad synes du om at give god/dålig kritik?
Det synes jeg godt om. Ellers havde jeg blogget om lertøj eller landbrug.

32. Hvis du kunne læse på et fremmed sprog, hvilket skulle du vælge?
Spansk og Fransk.

33. Mest skræmmende/hadefulde bog du nogensinde har læst?
Skræmmende: The Shining af Stephen King. Hadefuld? Hm…jeg har et par bøger eller tre af Søren Krarup, men jeg har ikke læst dem.

34. Skræmmende/hadefulde bog du ikke turde påbegynde?
Ingen jeg kan komme i tanke om.

35. Favoritdigter?
Erik Stinus og Pablo Neruda.

36. Hvor mange bøger plejer du at låne fra biblioteket samtidigt?
Jeg er stort set stoppet med at låne bøger på biblioteket.

37. Hvor ofte plejer du at tilbagelevere bøger ulæste til biblioteket?
Se spørgsmål 36.

38. Hvem er din favorit bland fiktive karakterer?
Athos. Nobel, retfærdig og bærer af en smertefuld sorg.

39. Hvem er din favorit skurk?
Joe Dalton. Uheldig, men ihærdig.

40. Hvilken slags bog tager du med mest sandsynlighed med på ferie?
Romaner, biografier og historiebøger. Jeg tager altid for mange bøger med, så jeg har noget at vælge imellem og for ikke at løbe tør.

41. Den længste periode du har oplevet uden at læse bøger?
Jeg havde et halvt år hvor jeg kun læste aviser, under- og rulletekster, ingen bøger overhovedet. Sært.

42. Nævn en bog du ikke kunne/ville afslutte?
En Mussolini biografi af R.J.B. Bosworth som skuffede 100%.

43. Hvad distraherer dig lettest når du læser?
TV eller når en tissetrængende hund står og glor på mig.

44. Bedste filmatisering af en bog?
The Shining og Apocalypse Now.

45. Værste filmatisering af en bog?
Ringenes herre. Frodo har sgu aldrig været et patetisk tudefjæs.

46. Den største sum penge du har spenderet i en boghandel på en og samme gang?
Cirka 1500-2000 kroner til et februar bogudsalg for år tilbage.

47. Hvor ofte skimmer du en bog igennem inden du læser den?
Ikke meget. En fagbog, der tjekker jeg register og noter bagi.

48. Hvad får dig til at stoppe med at læse en bog du er midt i?
At den keder mig eller er dårlig skrevet.

49. Har du organiseret dine bøger?
Ja, men jeg er ikke færdig. Skønlitteratur for sig, krimier for sig, politik for sig mm. Havde ellers en drøm om at organisere mine bøger efter farver, men så tror jeg ikke jeg kan finde en skid.

50. Foretrækker du at beholde dine bøger eller give dem bort efter at du læst dem?
Lige her gælder Proudhons slagord "Ejendom er tyveri" ikke. Jeg slipper nødigt bøger der først er sluppet ind i hjemmets fire vægge.

51. Findes der bøger du undviger?
Selvhjælpsbøger, lægeromaner, sangbøger, manualer.

52. Nævn en bog som gjorde dig vred?
Howard Zinns A Peoples History of The United States og Intet nyt fra vestfronten af Remarque.

53. Nævn en bog du ikke troede du skulle kunne lide, men alligevel gjorde?
Øyulv Grans kriminalroman om Gribb, "Svindler-syndikatet".

54. En bog du troede du skulle lide men som du ikke kunne lide?
Miodrag Bulatvic: "Helt på æselryg eller Skændselens epoke."

55. Bedste skyldfrie fornøjelseslæsning?
Sådan har jeg det med næsten alle de bøger jeg læser.

Den store moder

2010-11-09T08:41:00.007+01:00

Vi var på sommerferie på den græske ø Kreta. Jeg er så meget flinkeskole, så jeg lige læser op på lidt relevant græsk kulturhistorie. Hvad er så nærmere, end lige at nappe nogle sider i Peter P. Rohdes klassiker fra 1958-66, Den græske kulturs historie I-V?

Bind I starter den græske kulturs vugge og det er jo på Kreta det foregår. Rohde fortæller om påvirkningen fra Asien og Mellemøsten osv, om kultene, kongerne og moderkulten. Det er imponerende hvordan nogle mennesker bare formår at fortælle løs om et kæmpemæssigt og uoverskueligt emne, som rækker henover mange videnskaber, så man til sidst tror om sig selv, at man er ekspert på emnet.

Jeg har altid læst i Den græske kulturs historie, men aldrig fra ende til anden, og det sker nok heller aldrig. Men rigtig fed at punktlæse i, helt sikkert.

Desværre fik vi af praktiske årsager ikke set Knossos, det gad jeg ellers godt.

Peter P. Rohde: Den græske kulturs historie. I-V. Thanning & Appel, 1958-66.

Breve til en ven

2010-11-08T13:00:00.002+01:00

Den danske digter Morten Nielsen (1922-44) blev ikke gammel; han døde i 1944 af et vådeskud (tror man).

Breve til en ven er et udvalg af Morten Nielsens breve til en unavngiven ven, som han kendte fra studentertiden i Aalborg. Mens Morten Nielsen tog til København for at læse, læste vennen i Århus. Ligesom Morten Nielsen var vennen aktiv i modstandsbevægelsen og han overlevede et ophold i kz-lejr i Tyskland. Tidsmæssigt starter vi i august 1940 og slutter juni 1944. Det sidste brev modtog vennen først efter krigens afslutning.

Vennens breve til Morten Nielsen er ikke med, men det gør ikke så meget. Brevene giver et rigtigt fint indblik i de to venners venskab, op- og nedture, men især i Morten Nielsen selv; den lidt umodne, den rastløse og følelsesmæssigt svingende digterspire.

Det er rigtig fedt. Et godt supplement til hans digte. Der kom kun en digtsamling i hans levetid, og to efter.

Morten Nielsen: Breve til en ven. Gyldendal, 1994 (1965).

25 ting du ikke vil vide om mig

2010-11-06T03:57:00.001+01:00

Hos Vixxtoria har jeg fundet disse spørgsmål, som jeg tillader mig at stjæle og besvare :-)

1. Favoritbog i barndommen?
Der var mange: Heste- og indianerromaner, Troldepus, Silas-bøgerne og alt af Astrid Lindgren og Ole Lund Kirkegaard.

2. Hvad læser du lige nu?
George Orwells essays. Selvom det overhovedet ikke er tungt skrevet, går lidt langsomt. Han skriver ellers godt, men jeg er inde i en travl periode på job mm.

3. Hvilke bøger har du reserveret på biblioteket?
Ingen. Jeg låner meget sjældent bøger på biblioteket. Måske 2-3 gange om året.

4. Dårlige bogvaner?
Jeg kan virkelige ikke komme på noget. Måske fordi jeg ikke selv ser mine dårlige vaner?

5. Hvad har du lige nu hjemlånt fra biblioteket?
Intet. Se spørgsmål 3.

6. Har du en e-reader?
Nej. Jeg har en iPhone, men den dur kun til at lytte bøger på. Min kone har en iPad, men jeg har ikke fået afprøvet at læse en roman på den endnu…jeg har fået lov J

7. Foretrækker du at læse en bog ad gangen eller flere på en gang (slalomlæsning)?
Jeg kan god lide at have flere bøger i gang. Jeg er lystlæser, så det er godt at have flere forskellige at skifte i mellem. Til gengæld gør det det svært at afslutte bøgerne.

8. Har dine læsevaner ændret sig siden du begyndte at blogge?
Jeg har forsøgt at lade min blog styre min læsning, men som sagt er jeg lystlæser, så når der går pligt i den falder interessen.

9. Dårligste bog du har læst i år?
Jeg har ikke læst mange dårlige bøger i år. Der er fire kandidater: Giorgio Falettis ’Jeg dræber’ og ’Øjet der ser’; Nina Bouraoui’s ’Udsigten’, og Julian Rathbones krimi ’Pas paa politiet.’ Jo, jeg var også skuffet over min favoritforfatter Alexandre Dumas’ bog ’Kærlighedslykke’.

10. Bedste bog du har læst i år?
Den er svær. ’Fiskerne’ af Hans Kirk, ’En ung mands eventyr’ af John Dos Passos eller Karin Michaëlis’ ’Den farlige alder’.

11. Hvor ofte læser du udenfor dine favoritgenrer?
Ikke så tit. Se 23.

12. I hvilke genrer føler du dig bedst tilpas?
Skønlitteratur og moderne historie.

13. Kan du læse i bussen?
Jeg kan læse alle steder. Anbring mig på en befærdet og støjende gågade eller i en lufthavnsterminal, no problem. Kun hvis der er et TV i rummet, får jeg svært ved at koncentrere mig.

14. Hvad er dit favoritsted at læse?
Sengen & flyveren.

15. Hvad synes du om at låne bøger ud? Regler?
Jag låner gerne bøger ud. Der er kun to regler: husk at levere bogen tilbage, og i samme stand som du lånte den. Den første regel overholder få….jeg overholder den heller ikke altid.

16. Laver du æselører i dine bøger?
I billige pocketbøger gør jeg. Vakler konstant mellem at se det som en dødssynd og en menneskeret.

17. Skriver du nogle gange i bogens margen?
Nej. Noter sker på en blok (ikke blog!) ved siden af.

18. I studierelaterede bøger?
Ja, da jeg gik i skole gjorde jeg i undervisningsbøger.

19. Hvad er dit favoritsprog at læse bøger på?
Dansk. Læser også gerne på engelsk, norsk eller tysk. Svensk skal jeg snart prøve. Vil gerne kunne læse på fransk eller spansk.

20. Hvad får dig til at elske en bog?
Jeg ved det ikke helt. Min smag er sammensat: jeg kan både lide socialrealisme og eventyrlighed, følelser og videnskab. Jeg får lyst til at gentage Vixxtorias intelligente og dækkende svar: Förnuft och känsla (eller intelligens och passion, eller kunnande och medkänsla).

21. Hvad inspirerer dig til at anbefale en bog?
Jeg anbefaler bøger jeg selv kan lide.

22. Favoritgenrer?
Historie, krimi, og socialrealistiske og eventyrlige romaner.

23. Genre du sjældent læser (men ønsker du gjorde oftere)?
Jeg forsømmer Sci-fi, journalistik, debat/politik og poesi.

24. Favoritbiografi?
Af dem jeg har læst i år, helt sikkert Patti Smiths ’Just Kids’.

25. Har du nogensinde læst en selvhjælpsbog?
Jeg har næsten læst ’Syv gode vaner’, men kan simpelthen bare ikke helt få den afsluttet. Ved ikke helt hvorfor.

Korruption og miljøsvineri

2010-11-05T00:54:00.000+01:00

Pas nu på!
En af de virkelig anbefalelsesværdige amerikanske krimiforfattere, er Sara Paretsky. Hun har indtil videre skrevet 14 romaner med den forrygende kvindelige privatdetektiv V.I.Warshawski.

I Blodskudt, hendes 5. roman i serien, lover Warshawski nødtvungent at hjælpe en gammel veninde, som hun havde et storesøster forhold til. ”Lillesøster” spiller dog ikke helt med åbne kort, og snart er Warshawski involveret i en sag om kommunalt svindel og korrupte by-politikere. Og i virkelig stor fare!

Venner
Paretsky skriver sin hovedperson ind i en sammenhæng, som man nikker glad genkendende til fra roman til roman: hendes afdøde mor har ofte en særlig rolle med hendes altruistiske og sociale livsindstilling og virke; desuden optræder en række bipersoner i Warshawskis omgangskreds, ofte med en kærlig og beskyttende indstilling overfor hende (som jo ustandseligt bringer sig selv i fare eller kommer til skade).

Chicago
Warshawskis hjemby Chicago og dens historie og sammensætning spiller også altid en stor rolle i romanerne. Sammen med byens og landets politiske historie giver det romanerne en vis tyngde og fundament, så det ikke bare er løsrevet fra virkeligheden.

Paretsky skriver blændende og plottet holder hele vejen. Jeg er en stor fan af V.I.Warshawski.

Paretskys egen hjemmeside kan findes her: http://www.saraparetsky.com/

Sara Paretsky: Blodskudt. Fremad, 1992 (1988). Oversat af Arne Herløv Petersen.

Grønlandsk sci-fi......jo, jo, den er god nok!

2010-11-04T19:23:00.000+01:00

Vi er i (eller hedder det på?) Grønland i år 2021; man skal til at fejre 300-års jubilæet for Hans Egedes ankomst til Grønland. Et voldsomt uvejr er på vej, og en international forbryderbande slår til.

Gode og solide kræfter holder dog sammen, men vil det lykkes dem at fange forbryderne og modstå uvejret? Og vil de unge elskende få hinanden? Spændende!

Denne grønlandske sci-fi er skrevet i 1931 af politikeren Augo Lynge. Det skinner igennem at det er en politiker der står bag som forfatter; det handler meget om en grønlandsk selvstændighed fra Danmark, om internt sammenhold osv.

Ikke stor litteratur, men ganske lige ud af landevejen og sympatisk.

Augo Lynge (1899-1959) gik ned sammen med det usynkelige skib ’Hans Hedtoft’ i 1959.

Augo Lynge: Trehundrede år efter. Atuakkiorfik, 1989 (1931). Oversat af Trine Graversen og Kirsten Thisted.

Brødrene Bruhn

2010-11-03T12:56:00.002+01:00

Er jeg den eneste, der bliver lidt skræmt af den forside? Deres blik og akavet stillinger er varsler ilde. Eller er det bare mig?

Udsigten

2010-11-02T10:42:00.000+01:00

Under mottoet: "En muslimsk kvinde forlader sit hjem to gange, til sit bryllup og til sin egen begravelse", har franske Nina Bouraoui skrevet sin debutroman, om en ung algiersk pige i puberteten, Fikria, som er spærret inde i sit barndomshjem af sin far, godt hjulpet af hendes mor. Her venter hun på at blive tvangsbortgiftet.

Det er et alvorligt tema, men jeg synes Bouraoui slipper rigtig dårligt fra sin debut. Tone og stemning skabes af en lidt underligt påtvunget poetisk stil, som støjer for meget.

Nina Bouraoui: Udsigten. Samlerens bogklub, 1993 (1991). Oversat af Ulla Gjedde Palmgren.

Klimakteriekrise

2010-11-01T07:55:00.001+01:00

Skandaleroman
I 1910 udgav forfatteren Karin Michaëlis (1872-1950) romanen Den farlige alder, og den vakte et ramaskrig i offentligheden. Den handler nemlig om en kvinde i overgangsalderen. Uhørt!

Elsie Lindtner har arvet en sum penge, og har gennem et år planlagt sin skilsmisse og ladet et hus opføre på en øde ø langt fra storbyen. Huset har en arkitekt-ven, Jørgen Malthe, som nærer varme følelser for hende, opført i den tro det var til en af Elsies veninder.

Fri erotik?
Elsie nærer også varme følelser for Jørgen Malthe, men har efter et langt ægteskab brug for at føle friheden uden snærende forpligtelser. Desuden ser omgivelserne smilende til over hendes forhold til den unge arkitekt. Hun lader sig altså, til ægtemandens store chok, skille og flytter til øen med et par tjenestefolk.

Gennem breve og dagbogsoptegnelser følger vi Elsies liv (og dér sker ikke mange ting) og især hendes svingende følelser, henover efterår og vinter. Da foråret kommer, er hun blevet blød i knæene, og tilkalder Jørgen Malthe. Han kommer, men har mistet interessen for hende.

Ingen vej tilbage
I mellemtiden har hendes fraskilte mand giftet sig på ny, og alle døre synes lukkede. Trods sin materielle velstand sidder hun nu tilbage på den afsides liggende ø med sin frihed, som er blevet til ensomhed, og sine uforløste (erotiske) følelser.

Romanen er udelukkende fortalt fra Elsies pow, gennem breve og dagbogsoptegnelser. Man får alle Elsies humørsvingninger med og hendes direkte og uforblommede tale til omgivelserne. Den er virkelig velskrevet, en perle af en bog, som trods gammeldags detaljer og omstændigheder, står dugfrisk 100 år efter den blev skrevet.

Karin Michaëlis har sin egen hjemmeside: http://www.karinmichaelis.dk/

Se også denne artikel: Karin Michaelis - En feministisk humanist og fredskæmper

Karin Michaëlis: Den farlige alder. Gyldendal, 1987 (1910).

BREAKING NEWS: Paparazzo fanger verdenskendt dansk forfatter uden sine tænder BREAKING NEWS

2010-10-31T10:21:00.002+01:00

Gjøl Kro

2010-10-30T07:20:00.010+02:00

Fiskerne
Da Hans Kirk skulle påbegynde indsamlingen af stof til det der skulle blive romanen Fiskerne, indlogerede han sig i sommeren 1925 på Gjøl Kro, for at studere de lokale.

Romanen skulle handle om sammenstødet mellem de rige, grundtvigianske bønder ved Limfjorden, og tilflyttede, fattige og strengt indremissionske fiskere fra Vestjylland, og netop her på Gjøl, med udsigt til Aalborg, havde en af Kirks farbrødre, en indremissionsk fisker, bosat sig.

Gjøl
Byen ligger i det flade terræn helt ned til vandet, med et flot vue ud over Limfjorden med dens lysspil, hastigt jagende skyformationer og fugleliv.

Naturen synes ikke at indbyde til religiøst kævl mellem rivaliserende retninger, tværtimod; det er et betagende syn.

Gjøl Kro
Kroen ligger 85 år efter Kirks besøg her stadig, helt ned til vandet. For kort tid siden tog jeg konen med herhen for at spise en sen frokost.

Vi placerede os i en krog i den lille hyggelige krostue, hvor der stadig var frokostgæster ved et par andre borde. Vi ventede længe forgæves, indtil vi fandt ud af at hidkalde personalet med de til formålet opstillede klokker, og vi fik bestilt kroens æggekage til to.

Den blev serveret af kokken selv, med rødbeder og sennep, og var solid og upåklageligt tilberedt, med ristede rugbrødsstykker oven på som en ekstra finesse. Jeg elsker ristet rugbrød :-)

Hømhøm?
Var maden fortrinlig, var hygiejnen det ikke. Dugene var beskidte og bordene uafryddet. Allerede kort efter ankomsten havde vi bemærket en sær ram lugt, som vi snart fandt ud af kom og gik med tjeneren.

Det gjorde ikke alverden, for ham så vi kun ved bestillingen og betalingen. I mellemtiden kunne vi nyde maden uden tvivlsom duftpåvirkning.

Hjemmeside
Kroen har en hjemmeside med beskrivelser af Kirks ophold og reaktionerne på Fiskerne (dog desværre uden kildeangivelse). Den kan ses her.

Bag forhænget

2010-10-29T08:51:00.003+02:00

Charlie Chan
Detektiv Charlie Chan fra Honolulu er i San Francisco og møder der den pensionerede Scotland Yard vicepolitiinspektør Sir Frederic. Trods sin pensionering arbejder Sir Frederic stadig med en gammel uopklaret sag, eller rettere: tre måske forbundne gamle sager.

Da Sir Frederic lader sig myrde under en privat filmforvisning, er det op til Charlie Chan at opklare om mordet har forbindelse med sagerne Sir Frederic arbejde på.

At Fru Chan er tæt på at føde, gør ikke Charlie Chan mindre presset.

Den engelske arv
Amerikanske Earl Derr Biggers’(1884-1933) krimiserie var nok nyskabende i en hovedrolleindehaver fra en etnisk minoritet, men ellers er det i klassisk engelsk stil det hele foregår. Vi har fx mordet der sker mens en flok mennesker er samlet i et mørkt rum; hvem kan have forladt rummet og begået mordet, og sneget sig tilbage uden at blive opdaget?

Charlie Chan er desuden en typisk intellektuel detektiv a la Poirot og andre detektiver, der slår alle andre dødelige med deres grey cells og geniale evne til at læse spor og se sammenhænge.

Det er moderat underholdende tidspilde.

Earl Derr Biggers: Bag forhænget. Interpresse, 1994 (1928). Oversat af Ellen-Marie Trabjerg Borup.

Nemesis

2010-10-28T11:51:00.000+02:00

Vi er i sommeren år 77 og den romerske detektiv Falco må tage sig af egne sager, da hans antikvitetshandlende far dør. Pludselig er plebejeren Falco styrtende rig med ejendomme, taverner, slaver og egen bærestol.

Dog, en uopklaret sag må vi jo have, og den opstår i forbindelse med boet efter faren og et par forsvundne kreditorer. Sagen fører til det sumpede opland til Rom og helt til tops i det romerske paladshierarki.

Samtidig er Helena Justina langt fra tilfreds med Falcos arbejdsetik. Vil deres ægteskab overleve krisen?

Her i Falco-seriens 20. bog er vi tilbage på sporet. Spændende!

Lindsey Davis: Nemesis. Century, 2010.

Dobbeltagent on a mission

2010-10-27T21:20:00.003+02:00

Russerne forsøger at sætte den svenske superagent Hamilton ud af spillet, ved at sende en falsk afhopper til London med en håndfuld snedige løgne. Samtidig er en svensk afhopper blevet spottet i Moskva af en turist.

Hamilton skal forsøge at klare sig fri af alle anklager, og samtidig nakke den svenske afhopper en gang for alle.

Det er alt sammen spændende, men selvom intrigerne og dobbeltspillet er kompliceret, er 537 sider er altså for meget til det forholdsvis simple plot.

Jan Guillou: Dine fjenders fjende. Modtryk, 2010 (1989). Oversat af Jan Mølgaard.

Julegaven

2010-10-19T17:59:00.006+02:00

Kære Knud,

Jeg fandt denne bog i en socialistisk bogcafé på Amager. Straks jeg så den tænkte jeg, at du skulle have den. Den er aldrig oversat til dansk, så du har nok ikke hørt om den. Ganske vidst er den antikvarisk, men jeg tror alligevel det er en god julegave.

De kærligste hilsner
Dorthe

Dorthe og Knud
Sådan skrev Dorthe i julen 1975 på indersiden af fortællingen Ekteparet Orlov til Knud. Hvem Knud og Dorthe var, og hvad Knud var for Dorthe ved vi ikke så meget om. Vi ved heller ikke om Knud blev glad for gaven eller ej.

Jeg fandt bogen i dag i en genbrugsbutik i Brønderslev, så nu er den endt hos mig :-) Det er lidt sjovt når en bog har en historie, selvom det er overladt til vores fantasi at fuldende den.

Forsiden sælger bogen
Jeg er ret vild med den karikerede forside. Ophavsmanden er desværre ikke angivet. Ud over Ekteparet Orlov indeholder bogen to Fortællinger mere, Konovalov og Tsjelkasj.

Hele herligheden er på norsk, udgivet i Norge af Tiden Norsk Forlag, Oslo 1937, og for Danmark er den udgivet af Forlaget Fremad. Altså: den norske udgive blev udgivet i Danmark, uden at blive oversat.

Om fortællingerne siden er oversat til dansk ved jeg ikke.

Ikke et ord om bøger

2010-10-14T21:01:00.009+02:00

Simremad

2010-10-13T08:34:00.000+02:00

Efterår
Det er jo efterår og derfor tid til mørk, simremad.

Jeg tog til slagteren i Kaas, og fik 1 kilo oksesmåkød (fra bov, klump eller culotte). Det kostede 145 kroner kiloet. Jeg vendte kødet i lidt cognac og lod det stå i køleren i en time.

Kødet stegte jeg i 2 omgange (3 havde nok været mere passende, så det ikke koger for meget). Derefter svitsede jeg en lille dåse tomatpuré i bunden efter at have skrabet kødet til siderne.

Så tilsatte jeg 2 spsk mel, 4 gulerødder, ½ knoldselleri og 4 skalotteløg, alt sammen skåret i mindre tern. Og så hældte jeg en flaske vin på, og lod det koge.

Efter 1½ time tilsatte jeg 2 dl vin mere.

Tilbehør
Til retten kogte jeg kartoffelmos, og stegte det klassiske tilbehør til brændende kærlighed, baconstykker, plus markchampignoner og finsnittet, bredbladet persille.

Gryderetten fik i alt næsten 3½ time, og det var nok ½ time for meget; saucen blev lidt indkogt og en lille bitte smule tør, men smagte stadig rigtig godt.

Dag to (for der var rigeligt), gav jeg det et skvæt fløde, for at give det en lidt mere rund smag og konsistens, og bagte kartoffelmosen i små skåle i ovnen.

Bare et lille efterårstip til jer :-)

Fed kogebog
Opskriften er fra Simremad & ting der tager tid af Claus Christensen m.fl., Peoples Press, 2007 (2005).

Opskrifterne i bogen er opdelt efter hvor lang kogetiden er, startende med 1-3 timer og sluttende med et døgn eller mere. Maden er lidt som årstiden og som bogens forside: sort og fortættet.

En lækker bog med lækre opskrifter.

Ud i garagen med Det andet køn

2010-10-12T13:49:00.001+02:00

For kort tid siden fandt jeg Det andet køn af Simone de Beauvoir i en genbrugsbutik.

Jeg har deponeret værket i tre bind mere eller mindre permanent i garagen blandt startkabler, motorolie og frostvæske.

Ja, det er ikke fordi jeg er vred på Simone og hendes feministiske klassiker, eller forarget over hvad hun skriver, og jeg håber heller ikke det er udslag af ubevidst mandschauvinisme.

Sagen er bare den, som den nogle gange er, når man finder sine bøger second hand, at de stinker helt enormt.

Jeg ved ikke hvilken cerutrygende suffragette der har ejet bøgerne før mig, men ved Adam og Eva, hvor de stinker.

Nu kan de ligge der og skamme sig til foråret. Så håber jeg røglugten er forsvundet :-)

Kurt Vonnegut og jeg

2010-10-11T10:40:00.000+02:00

Via Mammadamens blog har jeg set dette link: http://iwl.me/ Hvis man indsætter en tekst man har skrevet, kan man se hvilken forfatter man ligner.

Jeg brugte et par afsnit fra mit Tucholsky blogindlæg, og fandt ud af, at jeg skriver som Kurt Vonnegut: http://iwl.me/s/8ccf5154

Så kan man jo vælge, hvor meget man vil tro på testen :-)

Kvinden Der Husker

2010-10-10T16:42:00.004+02:00

Heks
Vi er i Amerika længe før Columbus kom forbi. Den unge indianerkvinde Kwani undgår med nød og næppe at blive dræbt af sin egen stamme, anklaget for at være heks.

Det er hendes egen mand og stammens medicinmand, der står bag anklagerne; hendes mand fordi hun ikke har født ham en søn, så han vil have en ny mage; medicinmanden fordi en række ulykker har ramt stammen, og der skal jo findes en forklaring/syndebuk. Kwani skiller sig ud med sin intelligens.

Blå øjne
Kwanis skiller sig også ud ved at have blå øjne. De skulle stamme fra nordiske vikinger, der har fundet vej til Amerika. Overleveringen vil vide, at der stadig findes stammer, der nedstammer fra disse vikinger med blå øjne og lys hud.

Undsluppet den visse død, tager Kwani ud på en lang færd for at finde disse slægtninge. Rejsen bliver også en søgen efter hendes inderste sjæl og stærke personlighed, og ikke mindst efter en mage.

Kvinden Der Husker
På rejsen møder Kwani andre stammer, og hos en af stammerne bliver hun udpeget til at afløse stammens gamle vise kvinde, som Kvinden Der Husker.

Kwanis styrke og intelligens gør hende i stand til at overvinde de største forhindringer og udfordringer, men hendes succes skaber også misundelse, jalousi og had. Gang på gang bringer det Kwani i livsfare og tvinger hende til at flygte videre.

Som hjælper på rejsen får Kwani den handelsrejsende og fløjtespillende troldmand Kokopelli.

Fortællemåde
Bogen er på 454 sider, og bind et i en serie på tre. De næste to bind hedder Ørnens stemme og Lad trommen tale.

Jeg er ærlig talt blevet lidt træt af tykke spændingsbøger opbygget efter murstensprincippet (flere parallelle handlingsforløb; når et handlingsforløb er mest spændende, skiftes der til næste handlingsforløb osv osv).

Kvinden der husker udmærker sig ved at have et gennemgående forhandlingsforløb med få og små sideforløb og en hovedfigur.

Den er desuden elementært spændende, så jeg slugte den hurtigt.

Forhistorisk tid
Handlingen i romanen udspiller sig i en tid (ca. 12-1300-tallet), hvor der ikke findes skriftlige kilder fra, kun arkæologi og rester af overleveringer i fortællinger og traditioner giver fingerpeg. Bagerst i bogen findes en omfattende bibliografi om emnet.

På den måde ligner projektet vist Jean M. Auels projekt med Hulebjørnens klan-serien om Cro Magnon mennesker.

Kender I andre lignende forhistoriske roman-serier?

Linda Lay Shuler: Kvinden der husker. Samlerens Paperbacks, 1997 (1988). Oversat af Marianne Børch.

Biblioteket i Alexandria

2010-10-09T06:58:00.000+02:00

Antikkens vidundere
I denne 19. roman om den romerske detektiv, Marcus Didius Falco, er han på turisttur i Ægypten, nærmere bestemt Alexandria. Han har naturligvis taget sin patricierkone Helena Justina, deres tre døtre og Helena Justinas bror Aulus Camillus med. De har lagt turen forbi Rhodos for at se Kolossen, og glæder sig nu til en tur til pyramiderne i Giza.

Murder in the library
Men nu det er en krimi, og vi har det berømte bibliotek i Alexandria lige ved hånden, hvad er så nærmere end at lade det kolde lig af den ledende bibliotekar finde i netop alle bibliotekers moder? Og så tilføjer vi lige endnu en krimi kliche: bibliotekaren findes i et aflåst rum med kun en ind- og udgang.

Dog, der er ingen grund til at overdrive det: døren er låst udefra, ikke indefra, som du nok havde regnet med!

Underholdt?
Jeg er endnu engang godt underholdt i selskab med Lindsay Davis træfsikre detektiv år 77 efter vor tidsregning, men synes ikke helt den holder samme tempo og spænding som tidligere.

Apropos: en liste over fiktive biblioteksmord her og her.

Lindsey Davis: Alexandria. Arrow Books, 2010 (2009).

Mario Vargas Llosa

2010-10-08T12:17:00.003+02:00

Nobelprisen i litteratur gik til den peruvianske forfatter Mario Vargas Llosa. Ham har jeg to bøger af, indtil nu ulæste, men det skal der vist laves om på.

Mens lyriktilhængerne vånder sig over endnu en gang at være forbigået, kan krimitilhængerne glæde sig, for det er da vist første gang en krimiforfatter har fået prisen :-)

London

2010-10-07T12:27:00.009+02:00

Jeg har lige været på mit første rigtige besøg i London. Der er så meget at se i London, så det kan være svært at vælge. Det gælder vel bare om, at komme på besøg igen :-)

Et par bogtips: På Queen Elizabeths Walk under Waterloo Bridge på South Bank ud for BFI (British Film Institute) er der et mindre bogmarked hver dag (jeg tror de åbnede ca klokken 10.00).

Et spytklat derfra, ved Royal Festival Hall, ligger der en velassorteret boghandel, Foyles Bookshop.

For sent gik det op for mig, at Oxfam driver europas største kæde af genbrugsbutikker med bøger, så det nåede jeg ikke denne gang. De kan dog findes på nettet her.

Her er hvad jeg kom hjem med:

Alone In Berlin

2010-10-06T10:39:00.006+02:00

For nylig var jeg i London lufthavnen Gatwick. Da jeg tjekkede boghylderne ud i lufthavnsboghandleren, stod der pludselig til min store forundring en bog af den tyske forfatter Hans Fallada(1893-1947) blandt bestsellerne.

Det viser sig, at romanen aldrig har været oversat til engelsk før nu i 2009, og pludselig blev en bestseller i UK, Canada og USA. Se denne artikel fra The Guardian.

Jeg har læst Falladas romaner 'Lille mand - hvad nu?' og 'Har man en gang spist af en bliktallerken', men ikke denne, der, baseret på virkelige hændelser og personer, handler om et ægtepar, der trodsede nazi-regimet og betalte den højeste pris for det. Se mere her.

Sjovt at se en klassiker sådan vælte populærthrillere og -krimier af bestsellerbanen :-)

Her hos www.charlierose.com et interview med den amerikanske forlægger, en anmelder og Falladas søn. Det varer ca 15 minutter.

Nogle læser slet ikke bøger, men anmelder dem kun.

2010-09-24T07:01:00.000+02:00

Ensom tysk satiriker
Den tyske journalist og forfatter Kurt Tucholsky er ikke min helt, for det er ubegavet at have helte, men jeg beundrer hans evne til at skrive vittigt og intelligent og gennemskuende, og jeg elsker at læse ham.

Jeg har også altid synes han var en tragisk og ensom skikkelse. Tragisk, at han der så insisterende advarede sine landsmænd mod nationalisme og nazisme, må flygte til Sverige efter at hans nærmeste kolleger er blevet fængslet og den politiske forfølgelse tager fart, og ender med at begå selvmord i december 1935 alene i et fremmed land.

Die Weltbühne
Også hvis man kigger på temaerne i denne lille danske samling af tekster fra det blad, han skrev for fra 1913 til 1933 (hvor bladet blev lukket af nazisterne), Die Weltbühne, er der noget ensomt eller isoleret over ham.

Han skriver om det at pakke sin kuffert ud på rejser; han interviewer sig selv og han skriver til læserne anno 1985, hvor han tager parti for sin egen tid med en snert af forsvar:

”Selvfølgelig har I til det daglige liv tre hundrede flere overflødige maskiner end vi, og ellers er I nøjagtig lige så dumme, nøjagtig lige så kloge, nøjagtig som vi.” (side 25)

Ned med autoriteterne!
Ellers er hans temaer opposition til staten, retsvæsen, militarismen, observationer fra hverdagen og meget andet. Alle slags autoriteter bliver hudflettet. I en tekst med titlen ”Hvor læser vi vore bøger”, kan han ikke dy sig:

”Nogle læser slet ikke bøger, men anmelder dem kun.” (side 47)

I sin ”Fristil om mennesket” siger han:

”Mennesket er en politisk skabning, som helst optræder i klumper. En klump vil altid hade de andre klumper, fordi de er de andre, og vil altid hade sin egen klump, fordi den er hans egen. Den sidste form for had kaldes patriotisme.” (side 31)

Og:

”Alle mennesker har en lever, en milt, en lunge og et flag; alle fire organer er livsvigtige. Der skal efter sigende findes mennesker uden lever, uden milt og med kun en halv lunge; mennesker uden flag eksisterer ikke.” (side 31)

Kurt Tucholsky: Fristil om mennesket. Steen Hasselbalchs Forlag, 1956. Red og oversættelse Brita Vogel Rasmussen.

Landet fuld af svenskere

2010-09-22T22:47:00.003+02:00

Wannabe roman
Jeg købte denne samling af amerikanske noveller fra 1941, samlet og oversat af Elias Bredsdorff. Jeg læser godt nok ikke mange noveller. Formatet plejer ikke at tiltale mig voldsomt.

Det er hverken fugl eller fisk, som om historien ikke rigtig når at blive løbet i gang før den er færdig, og som om den slutter før den udfolder sit fulde potentiale.

Shake it all night long
Jeg købte bogen alligevel. Jeg kunne ikke stå for coveret, for at være helt ærlig. Jeg synes det har et eller andet over sig, noget fjantet med parret der danser oven på kortet, og nogle banale og poppede USA referencer med farverne og striberne, som virker friske og indbydende.

Jeg forestiller mig, uden at have en skid forudsætninger, at lige det cover har været ret moderne og ungdommeligt i 1941.

Og så trak forfatternavnene også.

Erskine Caldwell
Jeg kender ikke så meget til Caldwell. Han er indleder med tre noveller, de første to søde nok men forglemmelige. Den tredje derimod er rigtig skæg og overraskende, og det er jo blandt andet det en novelle kan: komme med en finurlig eller overraskende slutning.

Den hedder ”Landet fuld af svenskere”, og handler om Stan fra Canada, der tjener på en gård hos Mr. Og Mrs. Frost i Staten Maine. De nærmeste gårde er ejet af svenske bønder, men de har været bortrejst i et par år for at tjene penge andetsteds.

Nu vender de tilbage, og Mr. Og Mrs. Frost går fuldstændig i panik, for svenskerne, de ødelægger alt omkring dem. Stanley synes godt nok at de overreagerer; svenskerne kan da næppe være værre end portugisere eller finnere? Mr. Og Mrs. Frost beder indtrængende den naive canadier om at lytte til hvad de siger, for det er helt sikkert, at svenskerne vil ødelægge alting, afgrøderne, deres gård osv.

Hvem der får ret skal jeg ikke afsløre her :-)

Hemingway
Ernest er repræsenteret med sin klassiske novelle "De ubesejrede" om den afdankede tyrefægter Manuel Garcia, der synger på karrierens sidste vers, og som skal i ringen endnu engang sammen med sin gamle makker, picadoren Zurito.

Det meste af det der kan gå galt, går også galt. Mesterligt fortalt, på samme tid nøgternt og melankolsk.

Slidt paperback
Bogen hænger næsten ikke sammen mere. Efter endt læsning er ryggen tæt på at give op, men jeg fortryder ikke mit køb og tilbagevenden til novellegenren. Noveller kan noget andet, som romaner ikke kan.

Red. Og oversættelse: Elias Bredsdorff: Atten moderne amerikanske noveller. Thanning & Appels Forlag, 1941.

Psykopat-sheriff

2010-09-21T20:14:00.007+02:00

UPDATE: Tjek Michaels anmeldelse ud her.

Psykopat
Lou Ford er undersheriff i en lille by, og så er han psykopat, men det er der ikke rigtig nogen der har opdaget.

Sheriff Maples sender Lou ud for at besøge den formodede prostituerede Joyce, og han giver Lou carte blanche til at beslutte, om Joyce skal drives ud af kommunen eller bare have en advarsel.

Da Lou ser Joyce, ved han, at han snart må slå ihjel igen, og han indleder et forhold til Joyce. Han lægger desuden en plan, der skal gøre et gammelt regnskab op med byens olierigmand, Chester Conway, og samtidig gøre Lou rig. Chester søn og Joyce er uafvidende statister i dette spil.

Noir
Denne noir krimi er fortalt fra Lou Fords point of view i første person ental, og som læser sidder vi med på første parket hos denne psykopatiske morder.

Noir genrens mantra er jo et kynisk og uromantisk syn på en verden, fyldt med mennesker styret af deres begær og uden moralske barrierer, og det gælder mennesker på begge sider af loven.

En undergenre dyrker den perfekte forbrydelse som (naturligvis) ikke er så perfekt, men så sikkert som amen i kirken skal gå galt.

Lou Ford har gennemtænkt sin plan og gennemfører den til punkt og prikke, men en lille uforudset hændelse gør det nødvendigt at dræbe en mere, men så opstår der igen et lille hul i planen, som skal lukkes etc.

Som læser ved man hvor det bærer hen, men det er åndeløst spændende og råt. Virkelig begavet pulp, som jeg elsker det :-)

Jim Thompson: Min indre morder. Fremads sorte romaner, 1988 (1952). Oversat af Bjarne Nielsen.

Fire portretter

2010-09-14T19:43:00.010+02:00

Forfatterportrætter
Den norske (Skagens-) maler Christian Krohg ernærede sig også som journalist og forfatter. I denne bog gengives 4 små portrætter.

Det første hedder Oscar Wilde i Dieppe. Jeg var lidt skuffet, Wilde ævler bare løs om engelsk hofsladder, og det handler næsten mere om værten for mødet, Krohgs ven, maleren Frits Thaulow.

I Paris med Brandes
Men det bliver heldigvis bedre, så vi springer straks videre til næste portræt, der hedder Georg Brandes i Paris. Brandes er taget til Paris for at holde et foredrag på Sorbonne, men er i virkeligheden flygtet fra København for at undgå festivitas i anledning af sin 60 års fødselsdag.

I forværelset kommer Krohg i tanke om, at han har et ordensbånd på jakken, og skynder sig at pille det af og gemme det i vindueskarmen, for han ved at den gamle mester vil se sarkastisk og overbærende på ham ved synet.

Da han kommer ind og møder Brandes, er Brandes iført et ordensbånd, og Krohg forsøger straks at se sarkastisk overbærende på mesteren, uden at denne dog bemærker noget.

Krogh interviewer ubesværet og humoristisk Brandes om demokrati, om Brandes’ idé om det store hele menneske, og om Brandes har ændret syn på forfatterkollegerne Drachmann og Bjørnstjerne Bjørnson (Brandes mener naturligvis at det er de herre der har skiftet ståsted) osv.

Krohg slutter sine interviews af med at tegne sin interviewperson. Brandes indvender, at Krohg ved en tidligere lejlighed har sagt, at Brandes er umulig at portrættere, da han skifter ansigtsudtryk konstant. Det medgiver Krohg og beslutter sig så resolut for at tegne Brandes bagfra!

Herman Bang
Næste portræt hedder Herman Bang i Paris. Igen (om end nu i Paris) er scenen sat i Frits Thaulows hjem, og Krohg får på den vidunderligste måde portrætteret den livfulde fortæller. Op og ned af stolene og ud og ind ad dørene og med fagter går det, når Herman Bang skal fortælle om sin kommende bog, Mikaël.

Til en af Bangs beskrivelser bemærker Krohg uforfærdet, at ”Månens stråler kan ikke fortsette armens linjer. De går nedover og ikke oppover.” Man er vel maler!

Bang fortæller desuden den detalje, at skønt han har forladt realismen til fordel for impressionismen, har han stadig har brug for at se interiør ved selvsyn.

Tilbage i Kristiania (Oslo)
Fjerde portræt hedder Sigbjørn Obstfelder i Kristiania. Ham kendte jeg ikke på forhånd, så ham måtte jeg slå op: han var forfatter, og blev i øvrigt så sur over Krohgs portræt af ham, at han skrev en kriminalnovelle som modsvar, som han dog ikke fik trykt noget steds inden sin død. Jeg ved ikke hvad han blev så sur over, jeg synes portrættet er lige så godt som de tre foregående.

Portrætkunstneren Krohg
Sammenfattende synes jeg, at Krohg er en fremragende portrættør, både når han skriver og når han tegner, og så elsker jeg hans humor. Værd at læse!

Bogen er nummer 9 i en serie udgivet af SAS sammen med Forlaget Geelmuyden.Kiese, der hedder Scandinavian Words. Alle portrætterne kommer først på norsk og derefter på engelsk. Jeg er ret vild med omslaget, der er lavet af Owe Gustafson.

Christian Krohg: Fire Portretter. Forlaget Geelmuyden.Kiese & SAS, 1999. Forord af Vetle Lid Larssen

Hamilton, Carl Hamilton.

2010-09-12T19:58:00.008+02:00

Coq Rouge
Jeg er gået i gang med at genlæse Jan Guillou’s Carl Hamilton-serie, om den svenske James Bond.

I første bog, Coq Rouge, møder vi den unge Carl Hamilton, uddannet i USA på den bedste militærskole der findes, fysik, kampteknik, våbentræning, dykning, faldskærmsudspring osv osv. Hamilton er prototypen på en ny svensk state of the art field agent, opfundet af chefen for den militære efterretningstjeneste, DG. Gør Hamilton det godt, skal flere uddannes.

Hamilton er adelige og har en ikke så fjern fortid på venstrefløjen, og har jævnligt kvaler over den karriere han er i gang med. Også hos hans omgivelser giver dette anledning til mistro.

Hamilton er placeret hos Sikkerhedstjenesten, som svarer til PET i Danmark, da DG ikke helt har fået grønt lys politisk til at tage sin nye superagent i brug i den militære efterretningstjeneste (som svarer til FET i Danmark).

En højtstående chef i Sikkerhedspolitiet bliver fundet skudt. Søgelyset rettes mod palæstinensiske flygtninge og deres svenskesympatisører, men politiske antipatier forplumrer Sikkerhedspolitiets arbejde.

Hamilton får færden af et andet spor, der tager ham til Mellemøsten, og det hele ender i en grande finale Stockholm, hvor Hamilton får benyttet flere af sine militære færdigheder.

Den demokratiske terrorist
Det tyske Verfassungsschutz henvender sig til Sikkerhedstjenestens chef Näslund. De leder efter en agent, der kan infiltrere de sidste Rote Arme Fraktion-celler i Tyskland.

Näslund øjner en chance for at slippe af med Hamilton, som han hader. Hvis missionen mislykkes og Hamilton dør, er den potte ude. Skulle Hamilton få succes, lover Näslund at hjælpe Hamilton og DG med at få overtalt den svenske regering til at lade Hamilton overflytte til den militære efterretningstjeneste, og så er Näslund også af med Hamilton.

Hamilton bider på krogen og tager til Hamburg, og snart er han indviklet i et farligt dobbeltspil. Sammen med at par RAF-terrorister tager han til Syrien for at købe antitankmissiler til en terroraktion, der skal finde sted i Sverige. Men den palæstinensiske efterretningstjeneste blander sig pludseligt.

Det hele ender (naturligvis) i et spændende opgør i Hamburg.

I nationens interesse
Hamilton er blevet overflyttet til den militære efterretningstjeneste OP5, og er taget til Californien for at evaluere de to næste agenter under uddannelse, Joar Lundwall og Åke Stålhandske.

Han kaldes hastigt hjem til Sverige, da en presserende opgave skal løses. En højtstående sovjetisk flådeofficer med ansvar for flåde- og efterretningsvirksomhed i Østersøområdet, og dermed Sverige, er dukket op på den svenske ambassade i Cairo, med ønske om at hoppe af.

Hamilton får til opgave at bringe afhopperen uskadt til Sverige. Det besværliggøres af, at den svenske ambassadør har lækket afhopningen, og nu har Sovjetunionens militære efterretningstjeneste, GRU, sat alt ind for at få nakket afhopperen inden han når svensk jord.

I en sidehistorie, kommer Hamilton i det almindelige politis søgelys, i forbindelse med et bestialsk mord på en kvinde.

De første tre bind
Serien starter tungere og mere tørt end jeg husker, men allerede i 2’eren og helt sikkert i 3’eren kommer der flere omdrejninger i handlingen. Beskrivelse af våben og kamptekniker osv. fylder en del, men er også med til at gøre bøgerne troværdige. Det er bøger skrevet til det mandlige segment, med en udtalt fascination af våben og vold.

Jan Guillou benytter sig også af lejligheden til forskellige ting, som sikkert tilfredsstiller ham personligt. Fx at kommenterer på unavngivne men let genkendelige svenske politikere, på svensk politik, på svenske medier specifikt og generelt, på at korrigere populære opfattelser af historien og på at brillere med sin viden på en lang række områder. Det er vidst også en drengedisciplin?

Serien er begyndt i 1986 og altså skrevet i en ’Den Kolde krig kontekst’, men er man som jeg gammel nok til at huske den tid, gør det intet. For et yngre publikum vil bøgerne måske virke lidt antikverede. Men spændende er de, synes jeg.

Jan Guillou: Coq Rouge. Peter Asschenfeldts bogklubber, 2001 (1986). Oversat af Jan Mølgaard
Jan Guillou: Den demokratiske terrorist. Peter Asschenfeldts bogklubber, uden årstal (1987). Oversat af Jan Mølgaard.
Jan Guillou: I nationensinteresse. Modtryk, 2010 (1988).

El Quico - Public Enemy Number One

2010-09-02T20:33:00.002+02:00

Borgerkrigen
Dette er bogen om den historiske person Francisco Sabate Llopart, kaldet El Quico. I starten af 1930’erne er Sabate aktiv i anarkistiske grupper i opposition til den helt nye spanske republik.

Da Franco starter den spanske borgerkrig, deltager Sabate og hans grupper naturligvis i forsvaret af republikken mod fascisterne. Men faren lurer også fra egne rækker: de Moskva-tro kommunister forsøger på ordre fra Stalin fra midten af 1937 at kontrollerer den republikanske hær, og kun med nød og næppe undgår han at blive henrettet (det har han i øvrigt til fælles med George Orwell, som dog ikke var anarkist. Se hans fremragende bog ”Farvel til Catalonien”).

WW2
Da borgerkrigen er tabt til fascisterne i 1939, flygter Sabate til Frankrig, hvor han først interneres, siden arbejder han på fabrik og er (vistnok) aktiv i den franske modstandsbevægelse. Han har kone og barn, i øvrigt.

Efter krigen samler Sabate op hvor han slap. Sammen med en gruppe spanske anarkister tager han jævnligt over grænsen til Katalonien for at organisere modstanden mod Franco. De arrangerer bombeattentater mod Franco-venlige staters ambassader og mod Franco selv (det sidste mislykkes). De røver banker for at skaffe midler, og forsøger at myrde politifolk.

Skide i egen rede
Sabate og hans kammerater er oppe mod en modstander, overlegen på ressourcer, og der bliver bedre og bedre til at trævle modstandsgrupperne op. Tortur, trusler, fingerede henrettelser, tæsk osv. er midlerne.

Da Sabate begår den fejltagelse at begå bankrøveri på fransk jord, et bankrøveri der har dødelig udgang for en af vagterne, begynder det franske politi at være efter ham. Han fængsles flere gange blandt andet for våbenbesiddelse, og tages ind til forhør om bankrøveriet.

Sabates og hans gruppes militante oprørsforsøg i Spanien vækker modvilje hos de organiserede spanske anarkister i eksil i Frankrig, men trods flere løftede pegefingre bliver han bare ved og ved.

Slutningen
Vi er nu fremme ved slutningen af 1959, han får konstateret kræft, og vennerne råder ham til at rejse til Sydamerika, også for at få fred fra det franske politi.

Sabate, kendt som den legendariske El Quico, vælger naturligvis ikke den udvej. I stedet organiserer han et nyt raid ind i Spanien med sin gruppe. Den 1.december tager de af sted, men den 30.december opdages de af Guardia Civil, som er blevet tippet af det franske politi. Et jagt på liv og død indledes, skudveksling afløser skudveksling med dræbte på begge sider, og til sidst er det slut for Sabate og hans kammerater. Sabate bliver dræbt af et geværskud klokken 8.30 den 5.januar 1960.

David mod Goliath
Da Sabate dør har han stort set været i gang med at slås fra 1932, eller i hvert fald fra 1936 til 1960. Meget imponerende, når man tænker på modstanden fra hans eget bagland og hvilke modstandere han var oppe i mod. Men han var fast i troen på at det nok skulle lykkes og blev stædigt ved. Desværre fik han ikke ret.

Bogen er også ufrivilligt historien om nogle af verdens mest klodsede guerilla oprørere: de bliver anholdt med et fællesfoto af hele gruppen på sig, glemmer nummerplader og punge med adresslister bag i taxier osv osv i en uendelig lang række af sikkerhedsbrud som hver gang medfører en byge af anholdelser.

AK Press
Bogen er fra 1998, oprindeligt udgivet i 1974 og genoptrykt første gang i 1985, og udgivet på det anarkistiske forlag AK Press.

I introduktionen, tydeligvis fra 1985 da Thatcher regerede i England, gøres det klart at bogen har et propaganderende sigte: anarkisme skal ikke blot være snak, snak og atter snak. Undskyld dig ikke med at tiderne ikke er moden og at militans først skal tages i brud lige før og under en revolution. Kom bare i gang!

Det ved jeg nu ikke om jeg synes er helt gennemtænkt. Sabates militans skal der alligevel noget til at udløse, i min bog, men anarkisme kan naturligvis også praktiseres på flere fredelige niveauer.

Men respekt og håndtegn til Sabate for at forsøge at vælte mastodonten.

Antonio Tellez. Sabate. Guerilla Extraordinary. AK Press, 1998 (1974). Oversat af Stuart Christie.

Læge myrder præst - så er det sagt.

2010-09-01T21:06:00.009+02:00

Disclosure: Jeg har fået bogen af Gyldendal mod at jeg også smider min anmeldelse på deres site, men der behøver du kun gå hen hvis du vil shoppe bogen. Hos dem.

Doktor Glas
Hjalmar Söderbergs roman fra 1905, handler om lægen og ungkarlen Doktor Glas, der lettere små deprim drysser rundt i Stockholm, tager et glas eller to i ny og næ med sine venner og desuden passer sin praksis.

Doktor Glas drømmer på skrømt om at bryde den daglige trommerum med en storslået handling:

”Embede, anseelse, fremtid. Som om jeg ikke hver dag og hver time var rede til at stuve disse effekter om bord på det første skib, der kom i havn, lastet med en handling. En virkelig handling.” (Side 11).

Men når chancen byder sig, viger han fejt tilbage. Det sker f.eks. flere gange, at kvinder henvender sig for at få hjælp til abort, men på den tid sagde loven nej, og Doktor Glas har ikke modet til at hjælpe dem.

En af hans venner mener, at ”der findes mennesker, som mangler ethvert talent for lykke og som har en klar og pinagtig og nådesløs forståelse af det. Den slags mennesker stræber ikke efter lykke, men derimod efter at få sat en smule skik og facon på deres ulykke” (side 74), og at Doktor Glas tilhører denne gruppe mennesker.

Præstefruen
Men da den unge Fru Gregorius møder op i hans praksis for at få hjælp, bløder han alligevel småforelsket op. Fru Gregorius’ mand, en ældre præst, kræver jævnligt sin ægteskabelige ret, i ren respekt for Vorherres ønske, naturligvis. Fru Gregorius er ikke begejstret, hun føler sig voldtaget, og er desuden forelsket til anden side.

Først bilder Doktor Glas Pastoren ind, at Fru Gregorius lider af en sygdom, der kræver seksuel afholdenhed, men da Pastoren hurtigere end man kan sige ”Getsemane have” føler trang til at genoptage Vorherres påbud, sender Glas ham på rekreation for en påstået lidelse, væk fra Stockholm.

Men problemet (Pastoren) går jo ikke væk. Noget må gøres. En lille dødbringende pille i Pastorens glas vichyvand måske?

Feminist?
Denne lille roman er kort, 144 sider, og formet som Doktor Glas’ egne datomærkede optegnelser over en godt tre måneders periode. Det er en roman med et mord uden detektiv/politimand og uden opklaringsproces. Hvor befriende.

Doktor Glas er en sammensat person; fej, men dog handlekraftig når situationen indbyder til det; ingen succes hos kvinderne, men ubevidst feminist. Litteraturhistoriens måske vegeste morder.

Det er virkelig en fremragende roman, der fremstår dugfrisk, selvom den er præget af sin tid. Måske fordi Glas har moderne kønspolitiske holdninger?

Gyldendal
Forlaget vil jo også gerne have respons, så det skal de da have:

Hvor må det være skønt at have været med så længe, at man kan dykke ned i bagkataloget og finde skatte som Doktor Glas. Tak for det :-)

”Nyoversættelsen” er fra 1964, lader man læseren vide. Det er der ikke meget nyt over, men oversættelsen fejler nu intet. At man har valgt stort set samme bagsidetekst som i 1968 (og som i 1964 udgaven?), som jeg er i besiddelse af (se forsiden her til højre), er noget sløvt. Citatet fra gamle Tom Kristensens er vrøvlet.

Og så bryder jeg mig meget lidt om det plastikagtige omslag. Det er sikkert udmærket, hvis man føler trang til at rengøre bogen med en opvreden karklud, men det har jeg for det første ikke, og for det andet ser det røv billigt ud.

Hjalmar Söderberg: Doktor Glas. Gyldendal, 2010. Oversættelse ved Jørgen Årup Hansen.

I kamp mod Gestapo

2010-08-31T23:06:00.004+02:00

Vi er under 2. Verdenskrig. En amerikansk forsker har opfundet en ny styrtbomber. Inden han kan overgive tegninger til den amerikanske regering, forsvinder forskeren.

FBI agent Lemmy Caution følger sporet til London, og allerede på oceandamperen over Atlanten, falder Lemmy i selskab med en smuk, men svigefulde kvinde.

Tilsyneladende har Gestapo hyret en gemen mafiagangster og hans bande fra Chicago til at kidnappe forskeren og tegningerne. Er det løsepenge der skal til?

Et spil starter nu, hvor den kloge narrer den mindre kloge, hvor hvert træk skal forvirre modstanderen, og hvor hvert træk aldrig helt er som det umiddelbart ser ud.

Lemmy Caution er brandgod til at spille dette dobbelte dobbeltspil, og samtidig er han ikke bleg for at bruge sin fysik til at få sine modspillere, små som store fisk, til at tale, så han kan nå sine mål.

Lemmy Caution er en krimi i den lette genre. Alligevel blev han filmatiseret af ingen ringere end Jean-Luc Godard i 1965. Her er den originale trailer:

Det her er virkelig pulp når det er værst/bedst: Underholdende, skruppelløs, voldeligt, snedigt og vulgært. I like :-)

Peter Cheyney: Den der ler sidst. Lemmy nr. 4. Winthers Forlag, 1964. Oversat af Carl Blechingberg.

Lejesoldater

2010-08-28T20:08:00.005+02:00

Blackwater
Blackwater er et amerikansk sikkerhedsfirma, der gennem lobbyarbejde og rigelig økonomisk støtte til republikanske politikere, herunder Bush den yngre, køber sig til lukrative kontrakter i Irak. De starter med at være livvagt for Bush’ mand in charge i Irak, Paul Bremer, og derefter går det slag i slag med bodyguarding VIPs, materiel, bygninger og meget andet.

I virkeligheden er sikkerhedsfolkene tungt bevæbnede lejesoldater, der får straffrihed fra starten. De hyres blandt amerikanske eks-soldater der ønsker at tjene en hurtig skilling, blandt hvide sydafrikanske politi- og militærfolk fra apartheiddagene, soldater fra Pinochet's Chile, og fra nicaraguanske militærfolk der var aktive i dødspatruljer i Reagan årene.

Sammen med andre sikkerhedsfirmaer, skaber Blackwater en yderst profitabel forretning. Kontrakter erhverves gennem bestikkelse og uden udbud. Bush administrationen ønsker sig en privatisering af store dele af den amerikanske hærs opgaver.

Præsident Bush
Bush administrationens motiver er flere. Dels er topfolkene i administrationen, herunder flere ministre, fuldstændig sammenfiltret med våbenindustrien; når de ikke beklæder poster i administrationen, har de højt betalte jobs i industrien. Dels er døde lejesoldater ikke samme problem i offentligheden som døde soldater indkaldt af staten.

Bogen viser hvor langt ude Bush & Co var med Irakkrigen: løgnene, korruptionen, lejetropper fra ikke-demokratiske regimer og embedsmænd med masser af erfaring i at styrte demokratiske regeringer i Mellem- og Sydamerika som skulle give irakerne demokrati. Det er ren bananstat.

Navneskift
Blackwater løber jævnligt ind i skandaler. Nogle af deres folk der dør fordi sikkerheden ikke er i orden, ligesom de afstedkommer massakrer på irakere. Blackwater profiterede også på Orkanen Katrina.

Siden bogen blev skrevet i 2007, er Blackwater løbet ind i endnu flere skandaler, som har kostet store bøder, og har nu skiftet navn til Xe Services LLC.

Bogen er virkelig spændende, og selvom den ikke er helt up to date i dag, så er den fremragende skrevet og veldokumenteret.

Det er lang tid siden jeg har læst amerikansk fagbog, og jeg skal lige vende mig til den omfattende brug af akronymer.

Jeremy Scahill: Blackwater. The Rise of The World’s Most Powerfull Mercenary Army. Serpent’s Tail, London 2007.

Perfekt læsebrille til sengelæsning

2010-08-26T16:58:00.001+02:00

Kilde: Nationaal Archief

Millennium-Stieg

2010-08-24T20:36:00.002+02:00

Stieg Larsson havde en livsledsager. Fordi de ikke var lovformeligt gift, var det Stiegs far og bror der arvede ham og dermed rettighederne til hans tre succés-krimier, selvom det var hende Stieg elskede og levede med i 30 år.

Tænk at miste indflydelsen og kontrollen med ens elskedes værk til en slægtning. Et eller andet sted er lovgivningen i Sverige (og Danmark?) et eksempel på det kvindefjendske samfund, Stieg Larsson forsøgte at beskrive i sine krimier.

Stiegs livsledsager er en virkelig person med et navn. Hun hedder Eva Gabrielsson. Hun har sagt nej til et økonomisk forlig fra Stiegs far og bror; for hende er det vigtige ikke pengene, men den kunstneriske kontrol, og især anerkendelsen af hende som person, som menneske.

Via Dorthe Tofts blog, som jeg ved et heldigt tilfælde faldt over, opdagede jeg en radioudsendelse fra Sveriges Radio, hvor Eva Gabrielsson fortæller om sit liv, om sit liv sammen med Stieg, og om kærlighed og sorg.

Udsendelsen berørte mig meget og jeg håber I alle vil lytte til den.

På Dorthe Tofts blog er der et direkte link til udsendelsen her. Ellers kan den findes på Sveriges Radios hjemmeside her. Husk også at lytte til bonusmaterialet!

Er man den heldige indehaver af en iPhone, kan man downloade programmet, men ikke helt på den normale måde via iTunes (hvilket tog mig lang tid at fatte): man downloader Sveriges Radios applikation til iPhonen, og så finder man programmet og gemmer det i applikationen. Man kan ikke se det, der hvor man normalt har sine andre podcasts. Lidt mærkeligt, men håber forklaringen giver mening. Ellers skriv, så skal jeg prøve at uddybe.

Orkanen Felix

2010-08-14T19:52:00.011+02:00

Cubansk efterårslandskab
Hvis I trænger til en pause fra den skandinaviske krimi med dens parkriser og kvinder i en mandsdomineret (politi-) verden, så prøv cubanske Leonardo Padura.

Fjerde og sidste bog i hans Havanna-kvartet med kriminalinspektør Mario Conde hedder Cubansk efterårslandskab. Conde er træt af at være politimand og vil sige op for at hellige sig forfatterskabet. Han har fået ny chef, og denne overtaler ham til at tage en sidste sag, sammen med sin faste makker, sergent Manuel Palacio, mens orkanen Felix er på vej mod øriget i Caribien.

Et lig med afskårede kønsdele findes på stranden af nogle fiskere. Den afdøde var efter revolutionen involveret i arbejdet med at ekspropriere de riges ejendomme og kunstskatte, men hopper senere af til USA. Nu var han af en eller anden grund vendt tilbage til Cuba, en noget uheldig disposition.

Ikke mere om handlingen her, blot dette hint, at bogen bærer en tilegnelse til Dashiell Hammetts Ridderfalken.

Adiós Hemingway
Efter Havanna-kvartetten skrev Padura på en ny roman uden Conde, men da Paduras brasilianske forelægger bad ham skrive om Litteraturen eller Døden med udgangspunkt i en forfatter, valgte han at skrive om Ernest Hemingway, som Padura har et had-kærlighedsforhold til. Han valgte ”at overføre sine tvangsforestillinger til Conde – som [han] havde gjort ved så mange andre lejligheder – og gøre ham til bogens hovedperson.”

Et sæt mande-knogler findes på Ernest Hemingways ejendom i Havanna. Manden er blevet myrdet for 40 år siden. Conde efterforsker sagen, som samtidig bliver en rejse ind i Hemingways liv.

Bogen er elementært spændende, men er samtidig et psykologisk portræt af en forfatter ikon, der fylder så meget, ikke mindst på Cuba.

Rom, kvinder og poesi
Padura skriver ubesværet, troværdigt og til tider poetisk smukt, og det er svært ikke at have sympati for vor helt, poet, politimand og hed latinlover.

For vor hovedperson handler livet om storbarmede kvinder, rom, poesi, venner, Creedence Clearwater Revival, mad og at holde en god ven i hånden.

Som sagt: smid hvad I har i hænderne af Marklund, Läckberg og Sara Blædel krimier, og prøv denne latino-macho udgave af Hammett.

Leonardo Padura: Cubansk Efterårslandskab. Forlaget Sohn, 2009 (1998). Oversat af Kirsten A. Nielsen.

Leonardo Padura: Adiós Hemingway. Forlaget Sohn, uden årstal (2005). Oversat af Peer Sibast.

Tre mand i sneen

2010-08-12T01:22:00.003+02:00

Industrifyrsten og mangemillionæren Herr Tobler, savner almindelige menneskers selskab. Han melder sig derfor under pseudonym til en litterær konkurrence udskrevet at et af sine egne selskaber.

Han får andenpladsen, og det er så heldigt, at både første- og andenpladsen vinder en tur til et skihotel i Alperne.

Herr Tobler tager af sted inkognito, men hans datter og tjenestefolk er så nervøse for hans velbefindende, at de ringer og advarer hotellet, og beder dem diskret forsøde opholdet med de ting han godt kan lide.

Men da Herr Tobler og førsteprisvinderen (som er en ung mand, fattig og arbejdsløs) ankommer til hotellet, tager hoteldirektøren fejl af de to, og installere førsteprisvinderen i en suite med fransk Cognac, racekatte og varme, mens Herr Tobler deporteres til et lille uopvarmet hummer på 5.sal (elevatoren går kun til 4.).

Herfra fortsætter forvekslingskomedien på livet løs, og det er sindssygt skægt, og alt ender naturligvis godt, som det skal i forvekslingskomedier.

Tysk klassiker som jeg varmt anbefaler.

25.august, opdatering: Tjek også Michaels anmeldelse af romanen her.

Erich Kästner: Drei Männer Im Schnee. Rascher Verlag Zürich, 1956 (1934).

Dystre Kiruna

2010-08-11T00:16:00.005+02:00

Sort sti
Rebecca Martinsson har opgivet advokatkarrieren i Stockholm og er flyttet tilbage til fødeegnen i Nordsverige ved Kiruna.

Efter ophold på psykiatrisk hospital bliver hun hyret af anklagemyndigheden til at hjælpe det lokale politi med at opklare likvideringen af en kvinde, der findes i et fiskeskur på en tilfrossen sø. Sagen handler om et opgør i en minevirksomhed og en rig familie.

Åsa Larsson i fin stil med veldrejet plot. Larsson har overtaget Marklunds kontrafej med at lade bøgerne slutte spændende og voldeligt. Denne gang er det dog ikke Rebecca der er med i finishen. Til gengæld er der amoriner i luften :-)

Indtil din vrede er ovre
I den fjerde bog er et par vinterdykkere blevet forhindret i at stige op igennem isen igen. Altså myrdet. Men hvorfor? Et par voldsberedte brødre gør deres for at forhindre opklaringen, der rækker tilbage til langt tilbage i tiden.

Igen ender bogen i et voldeligt opgør, som Rebecca med nød og næppe overlever. Politiinspektør Anna-Maria Mella, Sven-Erik Stålnacka, Sivving Fjällborg & Bella er igen faste karakterer. På kærlighedsfronten får Rebeccas gamle chef på advokatkontoret i Stockholm, Måns, konkurrence. Eller gør han?

Åsa Larsson skriver fine krimier med fin aktion, uden at jeg rammer et 10-tal af begejstring. Jeg gider godt læse mere om Rebecca Martinsson.

Til gengæld er jeg mere end røvtræt af den svenske syge: indre monologer (eventuelt anonyme, tilbageskuende og i tredje person ental). Det var meget sjovt i Marklunds første krimi (eller var det nummer to?), hvor man skulle gætte hvem stemmen tilhørte og blev godt og grundigt snydt (jeg gjorde i hvert fald), men nu må det gerne slutte.

Åsa Larsson: Solstorm. Modtryk, 2009 (2006). Oversat af Lilian Kingo.
Åsa Larsson: Indtil din vrede er ovre. Modtryk, 2010 (2008). Oversat af Lilian Kingo.

Djævelens penge

2010-08-09T05:38:00.003+02:00

Djævelens penge
I sine to efterkrigsromaner ”Djævelens penge” og "Klitgaard og sønner”, fortæller Hans Kirk om Klitgaard familien og hvordan deres entreprenørvirksomhed bliver til, og hvordan den klarer sig under og efter krigen.

Vi er i det fattige Vestjylland i mellemkrigstiden. Grejs Klitgaard og to svogre er alle bønder, men prøver sammen kræfter med at bygge kystsikringsanlæg for staten. For at kunne overholde terminen, beslutter Grejs at der også skal arbejdes om søndagen, og det lykkes på et hængende hår.

Til gengæld møder søndagsarbejdet hård kritik fra præsten og sognet, og de to svogre trækker sig ud af partnerskabet og nægter at modtage overskuddet af entreprisen; det er jo ”djævelens penge”, da man ikke har respekteret Herrens påbud om at komme hviledagen i hu.

Krig skaber formuer
Da tyskerne invaderer Danmark i 1940, er virksomheden blevet stor og solid, men Grejs er blevet gammel og overlader ledelsen til sønnen Thomas.

Mens den anden søn, Johannes Klitgaard, spekulerer i ejendomme og åger, lykkes det Thomas Klitgaard og svogeren Højesteretssagfører Abildgaard at få andel i store kontrakter med tyskerne, bl.a. om anlæggelse af flyvepladser i Karup og Aalborg. De sikrer sig juridisk og moralsk ved at få skriftlig opbakning fra Ministeren.

Betalingen skaffer tyskerne i den danske Nationalbank. Det er altså de danske skatteydere der betaler gildet.

Firmaet og Thomas Klitgaard klarer efter krigen sort set frisag, på trods af anklager om værnemageri. En ½ million i bøde bliver det til. Thomas får endda Kommandørkorset af Kongen.

De gode græd og de onde lo
Familien Klitgaard opdeles sort/hvidt i gode og onde. Firmaets grundlægger Grejs er god, selvom han er kapitalist; han har altid følt sig tæt knyttet til firmaets arbejdsmænd og har behandlet dem godt. Grejs ender med at blive clearingmyrdet af tyskerne. Forinden er Grejs’ kone, Kjestin, død af skam da hun opdager at sønnen Thomas arbejder for tyskerne. Thomas’ søn Gregers melder sig ud af familien og familiefirmaet af samme grund, bliver kommunist og sabotør og kommer i tysk fængsel. Johannes’ kone Evelyn lader sig skille fra sin ågerkarl af en mand og gifter sig tysk og bosætter sig i DDR.

Thomas arbejder først for tyskerne og siden for amerikanerne (begge dele er værnemageri i Kirks optik), og bliver trods sin moralsk forkastelige optræden en holden og agtet mand i samfundets top. Det samme er hans svoger, Højesteretssagfører Torsten Abildgaard. Johannes Klitgaard driver ågerforretning, boligspekulation og har også gjort forretninger med tyskerne. Han er en mindre fisk end sin bror og ryger i spjældet, men er snart ude og i gang igen.

Propaganda & nøgleroman
Romanerne er delvis nøgleromaner. En lang række historiske personer nævnes ved deres rigtige navn (fx Stauning, Hartvig Frisch, Werner Best, Thune Jacobsen osv.), mens andre nævnes med opfundne navne. Så kan man sidde og gætte med (Jensen-Skrævs gætter jeg på er Broby Johansen og Ministeren Hakon B. Møller må være Gunnar Larsen).

Modsat Kirks mere berømte romaner med ”Fiskerne” i spidsen, er disse to romaner rent propagandistiske. Formålet er via romanformen at skrive besættelsestidens historie ud fra en kommunistisk optik. Dvs. hylde DKP og dets ledende mænd (Aksel Larsen, Børge Houmann, Martin Jensen og Alfred Jensen), alle der holdt moralsk stand mod besættelsesmagten og USSR i deres store kamp mod Nazi-Tyskland.

Samtidig afslører alle der lod sig korrumpere. Dvs. de 4 gamle partier men især Socialdemokratiet, værnemagerne, embedsfolkene, dommerne og politiet osv. osv.

Bidsk satire
Kirk’s satire er virkelig morsom på den knastørre måde, og når propagandaen (den del der ikke roser Aksel Larsen og Stalin til skyerne) glider ned skyldes det ikke mindst, at Kirk jo har ret i en del af kritikken: socialdemokraterne og de øvrige partier lod jo DKP’s medlemmer af Folketinget fængsle uden deres immunitet blev ophævet; politi og retsvæsen bistod ivrigt tyskerne med at arresterer kommunisterne; en del af de store i erhvervslivet tjente tykt på krigen i tyskernes tjeneste osv. osv.

Så altså: et par anderledes vittige og satiriske Kirk-romaner, drevet af en indigneret og harmedirrende pen og med en blodtørstig lyst til at udstille alle de feje mennesker, der kun tænkte på sig selv i nødens stund.

De to romaner blev i øvrigt bragt som føljeton i kommunisternes avis, Land og Folk, før de blev trykt i bogform.

"Djævelens penge" har jeg i to udgaver. Den ene i en førsteudgave fra Forlaget Tiden, som jeg fandt her for nylig, med tegninger af Herluf Bidstrup.

De nyere udgaver har forsidetegninger af Hans Scherfig.

Hans Kirk: Djævelens penge. Vintens Stjernebøger, 1972 (1952)
Hans Kirk: Klitgaard og sønner. Vintens Stjernebøger, 1969 (1952)

Patti Smith

2010-08-08T10:13:00.003+02:00

Informations rock-anmelder Klaus Lynggaard har fået læst Patti Smiths selvbiografi, Just Kids, og han er begejstret. Læs hans anmeldelse her.

Læs eller genlæs Ingrids blogpost om bogen her eller min egen her.

Fiskerne

2010-08-07T10:00:00.000+02:00

Sidste år havde Louise og Carsten held med at piske en stemning op omkring Hans Kirks 'Fiskerne'. Det var min mening at følge trop, men det blev altså først nu i år.

Kirks fremragende klassiker handler som bekendt om nogle frelste (som de selv kalder sig) vesterhavsfiskere der flytter ind i Limfjorden (ved Gjøl, ikke så langt fra hvor jeg bor), og her forsøger de at omvende de folkekirke-kristne bønder til den ortodokse kristne lære. Den slappe præst giver dem ikke meget modstand. Større problemer har de med selv at holde synden fra døren.

Mere vil jeg ikke sige her, men læs Louise blogindlæg her og Carstens blogindlæg her og Cyclonebills indlæg her
(har jeg glemt andres blogindlæg om 'Fiskerne', så giv mig venligst et hint).

Hans Kirk: Fiskerne. Gyldendal, 1964 (1928).

Helt på æselryg

2010-08-06T08:26:00.000+02:00

Konen: hvad læser du?

Mig: en bog af en jugoslavisk forfatter der hedder Miodrag Bulatovic. Den hedder 'Helt på æselryg', og foregår i Montenegro (Jugoslavien) under den italienske besættelse under 2.verdenskrig. Den starter med at den italienske øverstkommanderende står nøgen i sit værelse og kigger ud over byens torv, og derefter onanerer han til vægbillederne af Mussolini og Kong Emanuel II af Italien. Og bogen fortsætter i samme rille: både italienerne og albanerne montenegrinerne tænker kun på damer og sortbørshandel. En rigtig gavtyvekomedie.

Konen: Er den go?

Mig: Ja, super fed antikrigsroman.

Konen: Sludder med dig, skat. Når du læser i den samme roman i over en uge, så er det fordi du keder dig.

Mig: Jo jo. Jeg har læst at Bulatovic eksperimenterede for hver roman han udgav, skiftede stil, inspireret af fx Genet og Céline. Super interessant.

Konen: Host *bullshit* host...

Mig: Hmpf....

Miodrag Bulatovic: Helt på æselryg eller Skændselens Epoke. Gyldendal, 1967 (1965). Oversat af Toni Liversage.

Sommer, sol & (naturligvis) bøger

2010-08-03T17:42:00.011+02:00

Min sommerferie går på held, det har været dejligt afslappende. En uge på Kreta og to uger hjemme i det nordjyske. Skønt, men det skal I nok høre mere om.

Men fortæl mig: Har I haft en god ferie?

Og så til det alvorlige, for nu er jeg jo bare totalt bagefter med bogbloggen, og jeg har læst flittigt. 21 bøger mangler jeg at blogge om :-o

Vi starter i den lette ende med den nye italienske stjerne på krimi-scenen, Giorgio Faletti. Den første, 'Jeg dræber' foregår i Monaco. Den amerikanske FBI-agent Frank Ottobre er på besøg hos sin gode ven, kriminalkommissær Nicolas Hulot, for at komme sig over sin kones død. En nat bliver racerkøreren Jochen Welder og hans kæreste, skakspilleren Arjiane Parker, dræbt og deres ansigter skrællet af.

Sagen ender på Hulots bord, og snart er også Ottobre indraget. Men inden de kan nå at sige 'DNA-test', er der endnu et offer med afskrællet ansigt.

Det er en temmelig kulørt sag. Jeg ved ikke om Faletti har deltaget i Ken Follets masterclass, men teknikken er den samme: 3-4-5 handlingsforløb, som der hele tiden skiftes imellem når spændingen er på sit højeste.

Faletti samler godt op på alle trådene, men fejler dog visse steder. Fx nævnes det gang på gang, at Monaco er et gennem-videoovervåget land, men på intet tidspunkt inddrages det i efterforskningen, selvom det er oplagt flere steder.

I Falettis anden roman, 'Øjet der ser', skifter vi alle personer ud, og handlingen foregår en smule i Rom, men ellers i New York. En morder arrangerer sine ofre i positurer fra 'Radiserne', og det første offer er søn af New Yorks borgmester, og nevø til en tidligere kriminalkommissær i New Yorks politi, Jordan Marselis. En romersk kriminalkommissær der ser syner efter en hornhindetransplantation og en smuk hermafrodit er bare nogle få af de øvrige personer i denne ligeledes kulørte sag.

Et andet lighedspunkt med Ken Follet: personerne introduceres grundigt, for alle har deres rolle at spille i handlingen.

Bøgerne skal man kun læse som ren tidsfordriv. Og så glemme alt om dem efterfølgende.

Giorgio Faletti: Jeg dræber. Bazar, 2007. Oversat af Jytte Lollesgaard.
Giorgio Faletti: Øjet der ser. Bazar, 2010. Oversat af Lorens Juul Madsen.

Partisankrig

2010-06-20T15:59:00.004+02:00

’Fjernt står solen’ foregår i Jugoslavien under den 2. Verdenskrig, i cirka 14 dage i vinteren 1942-43.

Vi følger en gruppe kommunistiske partisaner, der slås mod overlegne tyske og bulgarske styrker, og mod nationalistiske og kongetro jugoslavere, de såkaldte chetnikkere.

Partisanerne er så presset, at de skændes internt om de skal skifte til et andet område, og den politiske kommissær beordrer en partisan henrettet for opsætsighed. Roen genoprettes, men gruppen spaltes i to: den ene gruppe bliver, mens den anden sætter over floden til en ny egn.

Det er en rigtig velskrevet, klassisk krigsroman, hvor vi kommer under huden på en håndfuld af personerne, følger kamphandlinger, møder de troløse bønder, indføres i kommunisternes partisystem selv under kamp, osv. osv.

Forfatteren Dobrica Cosic (1921- ) har skrevet flere bøger om WW2 og blev senere jugoslavisk præsident.

Dobrica Cosic: Fjernt står solen. Aschehoug, 1961 (1951). Oversat af Toni Madsen.

José Saramago

2010-06-20T09:08:00.000+02:00

Jeg opdagede via aroundbooks at José Saramago er død. Det er jo virkelig sørgeligt.

Jeg fik et glimt af Saramago tilbage i januar 1999, hvor jeg og nogle venner så Fidel Castro tale i Santiago de Cuba i anledningen af 40-året for den cubanske revolution. Saramago og García Márquez var tilstede den aften, og det lykkedes mig at knipse et par små-håbløse fotos med mit(latterligt) billige feriekamera.

Endnu en død præst

2010-06-19T17:58:00.003+02:00

Skattejurist Rebecka Martinsson prøver stadig at komme sig oven på de dramatiske begivenheder for to år siden (se ’Solstorm’). Hun tager med en kollega på forretningsrejse tilbage til fødeegnen i nordsverige, men bliver i stedet indblandet i opklaringen af et nyt makabert drab på en præst. Er der mon en sammenhæng?

Jeg er igen rigtig godt underholdt af Åsa Larsson, og slugte bogen på en dag. Vi er ikke i den tunge ende af den litterære skala, men det foregiver Larsson heller ikke.

Skal jeg efterrationaliserer lidt, synes jeg plottet og handlingsforløb er lidt af en kopi af første bog. Jeg håber Larsson tænker ud af boksen i tredje bog; bare fordi vi befinder os i det mørke og dystre nordsverige, kan vi jo godt tage livet af andre end præster ;-)

Åsa Larsson: Blodskyld. Modtryk, 2010 (2004). Oversat af Ellen Boen.

Socialisterne stormer frem

2010-06-14T21:16:00.003+02:00

Tiden mellem år 1900 og WW1 var stadig præget af monopolisering af kapitalen, og en grov, grov udnyttelse af arbejdskraften. Arbejderne døde tidligt, de arbejdede som børn, de levede i usle og brandfarlige boliger, arbejdsskader og –ulykker var enorme i antal, lønnen var lavere for kvinder, børn og sorte, etc. Etc. Etc.

Socialisterne vejrede morgenluft, men var splittede: socialistpartiet, den almindelige fagforening og overenskomsterne var for hvide, faglærte mænd. Resten kunne ryge og rejse.

Præsidenterne Theodor Roosevelt, William Taft og Woodrow Wilson gjorde intet for at standse lynchninger og undertrykkelse af sorte, men af frygt for socialismen foretog man en række reguleringer af kapitalen, men efter aftale med kapitalisterne.

Mens de store fagforeninger kun var for de nøje udvalgte, var den langt mindre men mere aktivistiske fagforening Industrial Workers of the World (IWW) inkluderende over for alle arbejdere, og de virkede også aktivistiske. Fx deltog de i strejker, organiserede økonomisk hjælp, bragte børn af strejkende videre til plejeforældre, agiterede selvom ytringsfriheden var sat ud af kraft.

Ofte blev friheden til at tale offentligt sat ud af spild. IWW’s modtræk var at sende flere agitatorer, og når fængslerne blev fyldt op, blev forbuddet nogle gange hævet.

Forleden kunne man se fødselsdagsomtale af en Rockefeller, men slaveriet, sulten, myrderierne og undertrykkelsen, der var betingelsen for de erhvervede rigdomme, fremgår ikke, kun den glade kunstelskers gavmildhed overfor MoMA.

Kinesisk impotens

2010-06-01T12:11:00.000+02:00

Lao Zhang er straffefange under den kinesiske kulturrevolution. Han arbejder på diverse landbrug uden udsigt til benådning. En dag ser han ved et tilfælde en kvindelige fange bade nøgen, og bliver forelsket.

Efter 8 år mødes de igen, begge frifanger på landet, dvs. uden så meget opsyn. De får lov til at gifte sig af partiet, men han er blevet impotent af de mange år som straffefange.

Hun er fuld af foragt: det er hendes tredje ægteskab, og endelig troede hun at hun havde fundet sig en god mand, og så sker dette, suk!

Hvordan resten af romanen og ægteskabet forløber, skal jeg ikke afsløre her. Det er en rigtig god roman, der giver indsigt i det makabre totalcirkus Mao og konkurrenter havde gang i, og så er det frisk med en seksuel/ægteskabelig indgang til fangelivet. Det har jeg vist ikke set før.

Zhang Xian-Liang: Halvdelen af os. Forlaget Tiden, 1990 (1984). Oversat fra engelsk af Henrik Stamer Hedin.

USA på krigsstien

2010-05-31T08:44:00.002+02:00

Imperialisme
På trods af 1880’ernes og 1890’ernes løbende arbejdskampe, eller lad os ligeud kalde det: klassekamp, og nogle alvorlige økonomiske kriseår (1893 og frem), producerede industrien mere end der kunne afsættes på det amerikanske marked. Korn, olie, tobak, bomuld og stål manglede aftagere. Der var ikke mere land at kolonisere indenlands, indianerne var banket på plads, så man skulle til at kigge ud over landets grænser.

Diskussionerne om hvilken udenrigspolitik der skulle føres, kan kategoriseres i tre grupper: De traditionelle imperialister, der gik ind for erobring af områder med våbenmagt (Theodor Roosevelt, A.T. Mahan, Henry Cabot Lodge); antiimperialisterne (William Jennings Bryan, Carl Schurz); og så en gruppe af intellektuelle, forretningsmænd og politikere, der var imod traditionel imperialisme, men som gik ind for at åbne markeder og derefter økonomisk dominere handlen især i den underudviklede del af verden.

Den sidste gruppe var ikke mere fast i kødet, end at de blev tilhængere af våbenmagt i de tilfælde, hvor den fredelige imperialisme viste sig uvirksom. Og det blev den hurtigt. Og havde i øvrigt været det længe: fra 1798 til 1895 deltog USA i 103 militære aktioner i andre lande, fx Japan, Argentina, Nicaragua, Uruguay, Angola og Hawaii. Enten for at sikre ro, eller for at sikre åbne markeder.

Cuba
Først og fremmest var man interesseret i at sikre sig ro og et åbent marked i egen baghave, dvs. Mellem- og Sydamerika, og man talte om en kanal fra Stillehavet til Atlanterhavet. For at sikre markedet måtte man også have militær dominans i området.

Spanien var på vej ned som kolonimagt. Et oprør på Cuba trak ud, og til sidst bad USA spanierne forføje sig. Ikke så meget for at give cubanerne frihed, men for at sætte sig økonomisk på øen. Efter en kort krig måtte Spanien give fortabt, og snart var Cuba oversvømmet af amerikanske forretningsfolk, der satte sig grundigt på jernbane-, mine- og plantagedriften.

Man beholdt de spanske embedsmænd til at passe biksen, og tvang efterfølgende cubanerne til at vedtage en forfatning, der gav Cuba ”selvstændighed” men samtidig gav USA lov til at intervenere militært på Cuba, når som helst de følte behov for det, og gav dem desuden baser på øen.

Industrien tjente tykt på at levere ammunition og krigsmateriel, og så sig heller ikke for fine til at sælge fordærvet og usælgelig mad til hæren. Man kender ikke det nøjagtige resultat af de hyppigt forekomne madforgiftninger af soldaterne, men det er sigende at de amerikanske tabstal var på 5.462 døde under krigen, men heraf døde kun 379 i eller som følge af kamphandlinger.

Fred med Spanien
Mens Cuba fik sin selvstændighed (sort of), var andre ikke så heldige: ved freden med Spanien i 1898 fik USA Guam, Puerto Rico og Filippinerne for en pris af $20 millioner. Desuden nappede man lige Wake Island og Hawaii (som havde været overtaget af missionærer og af Dole (ja, dem med bananerne og ananasserne)).

En stærk tilstedeværelse i Asien og Stillehavet var et stort ønske, for at kunne nå det enorme marked i Kina. Og her var kampen med andre europæiske lande stor, så overtagelsen af Spaniens kolonier var kærkommen. For USA's industri, altså.

Filippinerne
På Filipinerne var de ikke så glade, og startede et væbnet oprør, som det tog amerikanerne 3 år at slå ned (officielt. Uofficielt varede konflikten til 1911). Det gjorde de til gengæld med stor grusomhed. Landsbyer blev udslettet, kvinder og børn levende brændt osv. osv. Mark Twain skrev protester mod blodbadet og koloniseringen. Man regner med at cirka 1 million filippinere døde i krigen.

Koloniseringen og myrderierne blev forsvaret af hensyn til civiliseringen af de sorte vilde, og af en udbredt racisme. På dette tidspunkt blev i gennemsnit 2 sorte lynchet i USA om ugen. Racismen var også udbredt blandt ledende folk som præsidenterne McKinley og Theodor Roosevelt.

Også i diskussionen om man skulle intervenere på Cuba spillede racismen en rolle: man var nervøs for at sorte cubanere skulle komme til magten, ligesom de sorte var kommet til magten på Haiti (Winston Churchill blandt andet advarede om dette).

Næste mandag er vi nået til kapitel 13 med titlen: ”The Socialist Challenge.”

Smith & Mapplethorpe

2010-05-30T17:32:00.005+02:00

Patti og Robert
’Just Kids’ fortæller historien om hvordan Patti Smith i 1967 tager til New York og ved et tilfælde støder ind i Robert Mapplethorpe, og om hvordan de sammen forsøger at fremme deres kunstnerdrømme, om hvordan de hutler sig til mad og tag over hovedet. Vi møder en masse karismatiske personer i musik- og kunstnermiljøet blandt andet omkring Andy Warhol og Hotel Chelsea.

I starten er de kærester, men da Robert viser sig at være homoseksuel, stopper det. Men de er intime som søskende og meget, meget gode venner, og de deler deres op- og nedture, deres få penge osv.

Poet og rockerstjerne
Patti er poet, inspireret af franske symbolister og amerikanske beat-digtere. Hun begynder at optræde med oplæsninger af sine digte, og tilføjer på et tidspunkt først en guitarist, så en pianist, endnu en guitarist og så en trommeslager og pludselig er de et helt band, og rockstjernen Patti Smith er født. Hun får enorm succes med sine plader fra 1975 og frem.

Kunstner og fotograf
Robert har problemer med at slå igennem med sine malerier og installationer, men langsomt vender han sin interesse mod fotografiet. Han får sig endelige en mæcen (og kæreste) og slår igennem med sine eksplicitte fotografiske udforskninger af mande- og kvindekroppe, homoseksualitet og S/M. Prøv en billedsøgning på hans navn på Google. Det er ikke for børn :-)

Robert dør af AIDS i 1989.

En pilgrimsrejse
Det er en rigtig fed bog. Især forholdet mellem Patti og Robert, men også Pattis udvikling fra forhutlet kunstnerspire til poet og rocksangerinde. Jeg har altid elsket hendes musik, hendes poesi kender jeg ikke rigtig (ud over sangteksterne, naturligvis).

En episode viser dog også den lidt umodne og teatralske side af Patti Smith: hun drømmer om at tage til Etiopien for at lede efter Rimbauds efterladte papirer, men ingen vil finansiere hendes rejse af frygt for hendes sikkerhed. I stedet bliver det til en pilgrimsrejse til Frankrig i Rimbauds fodspor.

I Paris må hun bare bo på Hôtel des Estrangers, hvor Rimbaud har overnattet engang, men der er optaget. Den venlige hotelportier lader hende dog overnatte på loftet og bringer hende næste morgen varm chokolade og en brioche.

Videre til Charleville, hvor Rimbauds museum er lukket den dag hun ankommer, men en ældre kustode forbarmer sig over hende og lukker hende ind. Hun besøger også Rimbauds gravsted.

Ingen af stederne bringer hende dog inspiration, og hendes planlagte skriverier om Rimbaud bliver ikke til noget.

Turen slutter tilbage i Paris, i regnvejr ved Jim Morrisons grav (som hun i levende live ikke var så vild med, men nu hvor han er død kan føjes til listen over for tidligt døde helte), hvor fans har ofret joints, smøger og sprutflasker, og hvor den kvindelige graver råber efter Patti på gebrokkent fransk-engelsk: ”Answer me, Américaine! Why do you young people not honor your poets?”

Ikke så underligt at turen ikke inspirerer Patti. Den er en kliché, og med lidt bibelhistorie og lidt Freud kunne man få en masse ud af det.

Hippie-tid og ikoner
Det kunstner- og musikmiljø Patti og Robert lever i, kan til tider virke lettere selvtilstrækkelig og forholdsvist minimalt påvirket af tidens politiske strømninger. Sådan er den slags miljøer nok tit.

Men som en slags løbende tidsangivelse eller reference nævnes de drab, dødsfald og attentatforsøg af individer som 1960’erne og begyndelsen af 1970’er også er så kendte for: Martin Luther King; Robert F. Kennedy; Jim Morrison; Janis Joplin; Jimi Hendrix; nedskydningen af Andy Warhol; nedskydning af studenterdemonstranter på Kent State University etc.

Kender man nogenlunde til amerikansk historie, kan man på den måde følge med i hvor vi er tidsmæssigt. Og jeg blev mindet om, at perioden ikke kun er kendt for de massive nedslagtninger i Sydøstasien, men også de mange enkeltindivider som der (med rette eller med urette) var knyttet så mange forhåbninger til.

Det synes jeg ikke rigtig kendetegner andre tidsperioder, og er måske et udtryk for periodens religiøst-spirituelt inspirerede tænkning? Ikoniseringen kræver i hvert fald en god portion selvbedrag.

Læs-læs-læs
Men som sagt: rigtig fed bog, følsom og varm om Patti og Roberts venskab og kunstneriske udvikling.

Tak til Ingrid som gjorde opmærksom på bogen i hendes blog. Se Ingrids blogpost her.

Patti Smith: Just Kids. Bloomsbury, 2010.

Røverbaroner og rebeller

2010-05-26T17:15:00.002+02:00

Så skal der laves penge!
Havde de rige akkumuleret kapital førhen, var det intet mod hvad de gjorde i anden halvdel af det 19.århundrede. Her blev de rige virkelig rige.

Forudsætningen for eventyret var bedre industrielle tekniker, bedre maskiner, bedre transportnet og kommunikation, og højere uddannelse.

Anden forudsætning var en slavebundet og lavtlønnet arbejdsstyrke og import af mere arbejdskraft (fra Europa og Kina) til at trykke lønningerne helt i bund med.

Tredje forudsætning var at ”systemet” bakkede dem op: skole og kirke lærte ikke kun børn og unge at regne og læse og bede deres fadervor, men også kæft, trit og retning; politikerne vedtog love og forvaltede skatteydernes penge til industribaronernes bedste; domstolene dømte til industribaronernes fordel.

Vilde beløb!
Et par eksempler: Andrew Carnegie solgte sin stålindustri til J.P. Morgan for $492.000.000. Derefter solgte han aktier og obligationer for $1.300.000.000, altså små $400.000.000 mere end han skulle af med (og tog i øvrigt $150.000.000 i et slags administrationsgebyr til sig selv). Dividenden blev finanseret ved at kongressen vedtog toldmure for at holde billigere stål ude af USA og dermed prisen kunstigt høj, og arbejdskraften på 200.000 blev sat til at slide og slæbe 12 timer om dagen for ussel betaling.

Præsident Grover Clevelands udpegede en af sine rådgivere, William Whitney, advokat, millionær og gift ind i Standard Oil (Rockefeller), til flådeminister. Denne bestilte straks en ”steel navy” og betalte Carnegie overpris for stålet (at lade industriens folk indlemme i regeringen er jo en lang tradition der er forsat helt op til vore dage, fx Dulles og Cheney).

I øvrigt brugtes alle lovlige og ulovlige midler: der blev solgte defekte rifler der sprængte tommelfingrene af (J.P. Morgan); politikere blev bestukket (Thomas Edison, Daniel Drew, Jay Gould og sikkert mange flere); konkurrenter blev bombe-saboteret (Standard Oil/John D. Rockefeller); de firmaer der byggede jernbanen tværs over USA fik foræret en masse jord af staten, de lod jernbanen passere de byer der kunne bestikke dem mest, lod underleverandører (som de selv ejede) tage overpriser, som skatteyderne så betalte osv. osv.

Fronterne er trukket op
Imens boede og levede arbejderne under usle forhold, og arbejdsskader og -dødsfald var høje. Fx blev 22.000 jernbanearbejdere dræbt eller såret i 1889, altså på bare et år.

Arbejderne organiserede sig, demonstrerede, strejkede og greb endda til våben enkelte gange. Anarkisten Alexander Berkman udførte endda et (mislykket) attentat på en af Carnegies topchefer, Henry Clay Frick.

Arbejdsgiverne benyttede sig til gengæld af lockouter, spioner og provokatører og private politistyrker, fik hjælp fra hæren osv. osv. Altså vold, med andre ord.

Det er i øvrigt i samme periode, 1860-1910, at hæren nedkæmper indianerne og gør pladsen til jernbanen og de hvide farmere.

Aflysning

2010-05-17T19:33:00.002+02:00

Vi har haft gode venner fra hovedstaden på besøg hele weekenden, så jeg har ikke læst et ord, hvis sandt skal frem.

Derfor: ingen Zinn's USA historie i dag. I må vente til næste mandag.

Beklager :-)

Noget for noget

2010-05-14T18:57:00.000+02:00

Mette, der er journalist, tager på ferie med sin familie. Imens roder og snager viceværten kone i de ferieforladte lejligheder som hun plejer, og hvad hun finder bruger hun til at afpresse sine ofre med, kynisk og grisk som hun er.

Ja, hvad skal jeg mere sige?

Jo: denne roman har vundet Krimiakademiets debutantpris 2005. Jeg ved ikke hvem der sidder i det akademi, men de burde skamme sig.

Anna Grue: Noget for noget. Politikens Forlag, 2007.

Indianerkrimi x 2

2010-05-13T18:49:00.003+02:00

Lyttende kvinde
Politiløjtnant Joe Leaphorn skal opklare de mystiske mord på en gammel mand og en ung pige. Opklaringen fører ham ud i de ødeste kroge af reservatet.

Krimien foregår i Navajo reservatet i New Mexico, og inddrager indiansk folklore, overtro og sagn. Elementært spændende og velskrevet.

Dette er den anden krimi i serien.

Jagten på Grævling
Dette er Hillermans 13.roman i serien. Joe Leaphorn er blevet pensioneret, og hovedpersonen er nu løjtnant Jim Chee.

Tre røvere begår et væbnet røveri på Ute-stammens spillecasino. En politimand dræbes og en anden såres, og røverne forsvinder op i bjergene.

Jim Chee kaldes hjem fra ferie, for at redde efterforskningen fra FBI’s kluntede efterforskere. Leaphorn deltager også med lidt privat efterforskning, og snart dukker et spor fra fortiden op.

Endnu engang elementært spændende. Det lykkes rigtig godt for Hillerman at henlægge sin krimiserie i indianerland, med al dens mystik og overtro og særlige kultur. Troværdigt miljø, gode helte og skurke og fint plot.

Striden mellem det almindelig lokale politi mod de veludstyrede FBI-agenter fra storbyen er måske lidt af en kliche, men ellers fin krimi.

Tony Hillerman: Lyttende kvinde. Spændende bøger, 1979 (1978). Oversat af Mogens Cohrt.

Tony Hillerman: Jagten på Grævling. Klim, 2001 (1999). Oversat af Søren K. Barsøe.

Dødens jul

2010-05-11T00:51:00.001+02:00

Gribb anno 1986
Denne Knut Gribb krimi er skrevet af Olav Brødsjø (økonom, bankchef og lærer) under pseudonymet Edgar Brenner i 1986.

Knut Gribb og søsteren Emma skal holde jul på landet, på familien Bramstads store landbrug, som de kender fra barnsben (altså både gården og familien).

Men idyllen brydes hurtigt: Asbjørn Bramstad bryder sig ikke om sin adoptivsøn og dennes danske kone ("Lise kunne ikke være noe annet enn dansk, med alt det "søde" og "bløde" man forbinder derved." Side 35), og han bryder sig slet ikke om at denne døgenigt skal arve gården. Bedst at han bliver i syndens by København!

Uægte søn
Derfor har han eftersøgt en uægte søn i USA. Men det er ikke populært hos hans kone Vera og hos tante Hjørdis. Først udsættes Vera for et skudattentat, dernæst myrdes Asbjørn.

Hvem har hvilke motiver, og vil det lykkes Grib at gennemskue det spegede spil inden flere må lade livet? Alle mødes til sidst i dagligstuen ved pejsens knitren, overvåget af uniformeret politi, og Gribb afslører (naturligvis!) morderen!

Traditionel kioskbasker uden de store udsving. Til tider træder den en del vande, og er ikke så voldsomt spændende.

Edgar Brenner: Dødens jul. Bladkompaniet A/S, 1986.

Klassekamp i Amerika

2010-05-10T09:49:00.000+02:00

Indledning
Som vi så i sidste kapitel, mener at Howard Zinn at den amerikanske borgerkrig ikke handlede om for eller imod slaveriet, dette var blot et middel i krigen.

Nej, den virkelige kamp stod mellem industriejere og kapitalister i nord, der ønskede en føderal stat som garant for et stort indre marked, og de rige i syd, der ønskede en mindre sammentømret samling af stater, og dermed højere varepriser og frihed til at behandle deres arbejdsstyrke som det passede dem.

Den anden ”borgerkrig”
I dette kapitel 10, beskriver Zinn ”The Other Civil War”, den der ikke handler om for eller imod slaveri, men handler om klassekampen i det amerikanske samfund. En del af den amerikanske historie, som ifølge Zinn ikke beskrives i undervisningsmaterialet i de amerikanske skoler i dag.

Tidsmæssigt omhandler kapitlet cirka 1830 og frem til 1880.

Det var almindeligt at nogle få familier ejede gigantiske mængder jord, bygninger og på en måde også arbejdskraften og deres familier. I syd havde f.eks. 1000 familier i 1850 $50 millioner i indkomst, mens de resterende cirka 660.000 familier i syd havde en indkomst på $60 millioner.

Nord for New York ejede Rensselaer familien fx 80.000 lejere som betalte husleje og som havde afgivet vidtrækkende rettigheder. Rensselaer familien havde akkumuleret en formue på $41 millioner, på den tid et astronomisk beløb. Krisetider udløste omfattende og gentagne oprør over en 30-40-årig periode. Sheriffer og deres hjælpere blev mødt med våbenmagt, rullet i tjære og fjer osv.

Og sådan var der løbende oprør: børnearbejdere, kvindelige arbejdere i spinderierne, jernbanearbejdere, bønder osv. osv. strejkede, dannede fagforeninger, gjorde korporligt modstand. Enten for højere lønninger, kortere arbejdstid, retten til at eje egen bolig eller jord, imod indkaldelse til militæret, og for stemmeret.

Slå oprøret ned
De fleste af disse oprør blev slået ned af politiet eller militæret. Få indrømmelser blev givet. Dernæst forsøgte arbejderne sig med det politiske system, ved at vælge repræsentanter ind i de lovgivende forsamlinger, men de var sjældent stærke nok.

Listen over de mange arbejderopstande er alt for lang til at gengive her, ligesom alle de rædselsfulde forhold mange arbejdere levede under, også bliver for omfattende at gengive.

De fleste oprør og strejker løb ud i sandet når de strejkende blev sultne nok, eller når repressionen eller volden var hård nok.

Domstolene hjælper til
Det var i øvrigt ikke kun administrative myndigheder, politi og militær der blev brugt til at holde arbejderne i skak. Også domstolene dømte oprørsledere hårdt, sanktionerede slavekontrakter, bestemte at arbejdsskader ikke kunne udløse erstatning og var på mange måder partiske på arbejdsgiversiden.

Så altså: de hvide mænd med penge havde den økonomiske og politiske magt; kvinder, børn, indianere, sorte, fattige hvide, indvandrere skulle bare producere og adlyde, og glemme alt om at sidde med ved bordet.

I næste kapitel er vi i de sidste 30 år af det 19.århundrede. Det er tiden hvor de store industrikapitalister bliver født for alvor.

Svindler-syndikatet

2010-05-09T20:33:00.006+02:00

Detektiv-serie
Knut Gribb er en populær politidetektiv i en Norge, skabt i 1908 af Sven Elvestad, og senere skrevet af flere forskellige forfattere frem til 1960’erne. Der er vistnok skrevet cirka 1300 historier med Knut Gribb til magasiner og billigbøger.

De 135 af disse står forfatteren Øyulv Grann for (nej, det er ikke et pseudonym). En af disse, Svindler-syndikatet fra 1932, har jeg fundet i et genoptryk fra 1971.

Svindler-syndikatet
Industrimagnaten og tændstikkongen Ivan Krieger kaldes fra Stockholm til Oslo af sin anonyme, longtime afpresser. Det er meget ubelejligt, da Kriegers imperium er på randen af insolvens, og den polske professor Dunikowskis alkymistiske forsøg på laboratoriet i Paris (som Krieger har understøttet kraftigt med midler) har indtil videre kun resulteret i knappenålsstore mængder guld.

Den anonyme afpresser kræver (ikke overraskende) flere penge, og da afpresseren har visse kompromitterende breve i sin besiddelse, indvilger Krieger. Til gengæld røber afpresseren uforvarende, at han planlægger et bankrøveri, og Krieger ser her chancen for at blive sin plageånd kvit.

Knut Gribb på scenen
Han tipper den berømte politidetektiv Knut Gribb og dennes hjælper Harald Brede. De overvåger sammen med en stor politistyrke banken om natten, men forbryderne lykkedes at slippe væk med byttet efter et heftigt skyderi og biljagt i Oslo.

Nu skifter scenen til først London og Paris og siden kommer Krieger og dennes afpresser, som er ingen anden end Knut Gribbs ærkefjende Thomas Ryer, til USA, hvor de møder selveste Al Capone :-o

God kioskbasker
En ret svedig krimi, selvom Gribb mærkværdigvis ikke optræder mere efter Krieger (og Ryer) forlader Oslo. Han er fraværende mindst i sidste ½-del af romanen. Sært, eftersom han ligger navn til serien. Men masser af dramatik, effektivt og stramt fortalt.

Øyulv Grann: Svindler-syndikatet. Bladkompaniet A/S, 1972.

Giftig roman?

2010-05-06T10:29:00.001+02:00

Gift
Klaus Manns roman gift fra 1933 handler om den unge tyske journalist og forfatter Sebastian, der tager til Paris, og den unge solodanserinde Sonja, der søger lykken i Berlin.

Omkring dem finder vi en række personer fra det bedre borgerskab, købmænd, kunstnere, tjenende ånder, holdte kvinder og misbrugere. Historierne og skæbnerne vikles ind i hinanden på kryds og på tværs.

Mere vil jeg ikke røbe her, blot at det er fremragende og velskrevet.

Romanen er dekadent og med fyldt med weltschmerz. Ikke så mærkeligt. Den er skrevet i skyggen af nazi regimets fødsel; civilisation og ånd har spillet fallit og verden er på vej ind i en altødelæggende verdenskrig.

Kan kærligheden redde os?

Lidt teknik
Klaus Mann havde urimeligt høje familiære litterære traditioner at leve op til. Far Thomas og onkel Heinrich var ikoner i tysk førkrigslitteratur, men han klarer den med bravour.

Romanen er på sin vis en kollektiv roman; der går i hvert fald et stykke tid før man er helt sikker på, hvem der er hovedpersonerne. De mange krydsklip mellem hoved- og bipersonerne skaber en dramaturgisk virkning, og på et tidspunkt (kapitel 9 og frem) speedes tingene op ved at afsnittende kortes ned.

Desuden er tallet tre et afgørende virkemiddel i alle beskrivelser. Fx: ”store, blege og plumpe” (side 62); ”spotske læber, fremtrædende kindben og dybtliggende øjne” (side 63); ”Han lo tre gange, en pedantisk, klagende og raslende latter” (side 99).

De brænder da bøger
Klaus Mann var på nazisternes liste over bøger man bare IKKE læste, og allerhelst brændte på et bål. Man forstår på en måde godt hvorfor (forstå mig ret): i romanen ryges der hash og der tages kokain og morfin; damerne forelsker sig i damerne og herrerne sukker efter herrerne og det moderne storby skørlevned, langt fra familiens trygge ro, vil bare ingen ende tage.

Det er virkelig en fed roman og en forfatter jeg er glad for at have lært at kende.

Klaus Mann: Gift. Hasselbalch, 1933. Oversat af Gunnar Leistikow.

The Madonna with the big boobies painted by the dutch painter van Klomp

2010-05-04T19:41:00.013+02:00

Edit: norske læsere kan scrolle direkte til sidste billede :-)

Det bedste ved Amsterdam er...nej, ikke coffee shops'ene og heller ikke blomsterløgene. Nej, det bedste ved Amsterdam er ølbaren In de Wildeman. Bliv ikke skræmt af den umoderne hjemmeside. Det er virkelig et fedt sted: kæmpe udbud og god betjening.

Det næst bedste er Rijksmuseum med deres store samling af hollandske malerier fra omkring 1500-1700 tallet. Stjernen i samlingen er naturligvis Rembrandt, og juvelen Rembrandts maleri Nattevagten.

Men der er så meget rigtig fedt kunst ud over Rembrandt, især hvis man er til portrætter. Sjovt nok var portrætter i de dage et nødvendigt onde for en maler, for at leve simpelthen, men i dag kan vi nyde godt af disse fremragende malerier.

Min kone og jeg besøgte museet i påsken, men jeg har været der mange gange før. Jeg plejer at købe museets egne bøger. Tidligere har jeg købt bøgerne om Johannes Vermeer og Jan Steen. I år var det min plan at se om jeg kunne finde en bog Om Frans Hals. Han laver sådan nogle utrolige portrætter med et skvæt humor tilsat.

Sådan en havde de ikke, så jeg købte den om Johannes Verspronck. Det gælder for alle bøgerne, at de indeholder en del arkæologi om malerens biografi, om dem han malede, og om hans udvikling som maler. Alle mulige kilder tages i brug og infrarød gennemlysning af malerierne eksponerer rettelserne og ændringer undervejs i malerprocessen.

Det lyder lidt tørt, men det er det bestemt ikke! Jeg anbefaler denne bogserie varmt.

Edit: Billede tilføjet. The Fallen Madonna...måske :-)

Slaveriets ophør

2010-05-03T15:18:00.001+02:00

Note: Jeg annoncerede fra starten, at Howard Zinn særlige indgangsvinkel til historien er at se den fra neden, fra dem det handler om, de undertrykte, dem uden rettigheder, indianerne, kvinderne, slaverne, militærnægterne, arbejderne, de fattige osv.

Zinn referer naturligvis hvad magthaverne gjorde og tænkte, og nævner statistik og historiske værker i uddrag, og så citerer han i et væk fra breve, artikler, overleveringer og vidnesbyrd fra ovennævnte grupper.

Det er temmelig svært at referere tekst der er så fyldt med citater, så min referater har en klar tendens til at vægte magthavernes gøren og laden.

Hvad jeg prøver at sige er, at jeg ikke yder Zinn retfærdighed i mine genfortællinger. Bare vi har det på det rene.

Den amerikanske borgerkrig og slaveriet
Dette kapitel er lidt længere end de tidligere, 39 sider. Ikke så mærkeligt. Borgerkrigen og ophævelsen af slaveriet er trods alt noget der har haft betydning for amerikansk historie og litteratur frem til i dag.

Kort kan man referere kapitlet således:

det er en skrøne at borgerkrigen opstod på grund af uenighed om slaveri; det var kun et middel for nordstaterne til at presse sydstaterne hvor det gjorde mest ondt, for at vinde krigen. Efter borgerkrigen opnåede afroamerikanerne ikke lige vilkår med de hvide og kvinderne var også stadig undertrykte, sorte kvinder dobbelt undertrykte.

Var Abraham Lincoln imod slaveri: Ja, men han mente at den hvide race var den sorte overlegen. De befriede sorte skulle skibes tilbage til Afrika, mente han. Han var under sin præsidentkampagne for eller imod slaveriet afhængig af hvilken vælgerforsamling han stod over for, og som præsident brugte han slaveriets ophævelse som en militær trussel mod sydstaterne. Unionens beståen var vigtigere for ham end racemæssig ligestilling (og vi taler stadig ikke om kvinderne!).

Som den engelske avis The London Spectator udlagde Lincolns holdning:

"The principle is not that a human being cannot own another, but that he cannot own him unless he is loyal to the United States." (side 192)

Blev 1808 forbuddet mod import af slaver overholdt? Nej. Ca. 250.000 slaver blev importeret frem til borgerkrigen i 1861. Til gengæld blev forbuddet for slaver mod at flygte nidkært efterfulgt af nordstaterne. Flygtende slaver blev tilbageleveret til sydstaterne.

Havde sorte og hvide lige rettigheder i nordstaterne? Nej. Sorte (mænd; vi taler stadig ikke om kvinder) skulle opfylde særlige betingelser for at kunne deltage i demokratiske handlinger.

Var sorte frie efter borgerkrigen? Nej. De fik ikke muligheden for at blive økonomisk uafhængige, og de politiske repræsentanter de på den korte bane fik valgt ind, forsvandt på den lange bane. Desuden iværksatte eliterne i nordstaterne (for at holde sammen på unionen og dermed et kæmpe marked) og sydstaterne (billig arbejdskraft) forskellige tiltag for at holde de sorte nede: blandt andet oprettede man terrororganisationen Ku Klux Klan, man nægtede dem jord og udelukkede dem fra deres valgte embeder.

Var sorte slaver aktive for at fremme deres emancipation? Ja, for fanden: de lærte sig selv at læse; de flygtede; de arbejdede langsomt; de gjorde oprør; de udgav aviser og pamfletter; de passede på hinandens børn og familie og mange andre ting.

200.000 sorte soldater deltog på nordstaternes side, 38.000 faldt. Selv sydstaternes General Lee overvejede at indkalde sorte slaver som soldater til krigen.

Var der ligeløn i nordstatshæren? Nej, ikke før juni 1864. Indtil da fik hvide soldater $13 om måneden, sorte fik $10.

Bonusinfo: et af slaveoprørene blev ledet af en slave ved navn Denmark Vesey. Pudsigt, ikke?

Jeg slutter her. Det næste kapitel hedder ”The Other Civil War”. Jeg er spændt på hvad det handler om :-)

Indledning: Historikerens valg
Kapitel 1: Columbus opdager Amerika
Kapitel 2: Slaveriet indføres i Nordamerika
Kapitel 3: Del og hersk i Amerika
Kapitel 4: Amerika "befrier" sig selv.
Kapitel 5: Den amerikanske uafhængighedskrig
Kapitel 6: Kvindernes historie fra koloniseringen til borgerkrigen
Kapitel 7: Indianerne fortrænges
Kapitel 8: Lebensraum

Stieg Larsson, min ven. Del 2

2010-05-02T10:27:00.000+02:00

Mænd der hader kvinder
Ifølge Baksi var der to særlige hændelser til at Stieg Larsson skrev Millenniumtriologien. Den første fandt sted i sommeren 1969, da Stieg var 15 år. 3 af hans venner voldtager en pige, men af loyalitet med vennerne griber han ikke ind.

Nogle dage senere opsøger han brødbetynget pigen for at undskylde sin fejhed, men hun er vred: ”Jeg tilgiver dig aldrig!”

Den anden er, da han får nyheden om at en gammel ven og antiracistisk samarbejdspartner har gentagne gange har mishandlet sin kæreste. Uforsonligt slår han vredt hånden af vennen.

Kriminalforfatteren fødes
Larsson var oprindelig en stor fan af science-fiction. Tidligt var han redaktør af et sci-fi magasin (1974-76), og sammen med sin kæreste Eva udgav han derefter en sci-fi avis (1978-79). I 80’erne var han formand for Skandinavisk Förening för Science Fiction (SFSF).

I 90’erne skrev han på kriminalromaner, men mest som en fritidsfornøjelse for sin egen skyld. Dem destruerede han senere, da succesen med Millenniumtriologien kunne anes.

I 1997 skrev han første kapitel til Mænd der hader kvinder. Forlægget var en begavet og dygtig mandlig researcher på Expo, som samme år måtte forlade bladet da han blev politianmeldt for hærværk. Det skadede Expo. Baksi mener at Larsson skrev sig ud af en slags sorg og researcherens "svigt".

Succesen er på vej
Triologien er for størstedelens vedkommende først skrevet i årene 2000-2003. Grunden til at han indleverede bøgerne samlet til forlagene, var, at han skrev dem samtidig for at få handlingen til at passe sammen.

Larsson forsøgte først at afsætte bøgerne til Piratforlaget, især fordi Liza Marklund, der var medejer af forlaget, var på linje med Larsson i kvindeundertrykkelsesdebatten. Efter lang tavshed blev det til et kort afslag.

Larsson tilbød i øvrigt Marklund at skrive et kapitel om kvindeundertrykkelse i antologien Debatten om hedersmord, men Marklund svarede aldrig på henvendelsen.

Næste forlag, Norstedts, var anderledes positiv. Forlagets konsulent så straks, til Larssons glæde, hvordan han havde opbygget trilogien som først en kriminalroman med det lukkede rums gåde, dernæst som en politikrimi og sidst som en politisk thriller. April 2004 skrev man kontrakt på alle tre bøger. Bogen Mænd der hader kvinder udkom i august 2005.

Stieg Larssons forbilleder
Larsson læste mange forskellige tekster. Ifølge Baksi er han nok den i Sverige, der har læst flest politirapporter. Det var nok mest af hensyn til sit antiracistiske arbejde, men det kom ham sikkert til gode som kriminalforfatter.

Desuden læste han alt fra Dostovjevski, Zola, og græske filosoffer til kiosklitteratur.

Ud fra de artikler Larsson skrev på TT, nævnes især Sara Paretsky, Harlan Ellison, Liza Cody, Erskine Childers, Norman Mailer (har han skrevet krimier??), Arthur Conan Doyle, Agatha Christie, James Ellroy, John Buchan, John Le Carré, Tom Clancy, Frederick Forsyth, Peter Høeg og Mark Frost.

Favoritterne var ifølge Baksi Minette Walters, Patricia Cornwell, Liza Cody, Sue Grafton, Val McDermid, Dorothy Sayers og Sara Paretsky.

Han lavede to forfatterinterviews: et med Harlan Ellison (som skrev sci-fi og manuskripter til Hitchcock og Star Trek), og i 1992 telefoninterviewede han sit nok største forbillede, Elizabeth George.

Min ven Stieg Larsson
Kurdo Baksis erindringsbog er en lidt rodet affære. Den er i hvert fald ikke særlig lineær. Til gengæld vægter han med stor loyalitet og kærlighed, Larssons livslange kamp for de svageste og i mod intolerance og ikke mindst den pris det kostede ham.

Baksi fortæller også om, at selvom de kaldte hinanden store- og lillebror, så havde de deres uenigheder: Rahman-sagen; det at Larsson redigerede i andres tekster uden at fortælle det; fraværet af kvinder og indvandrere på Expos redaktion; Expos praksis med at lade unge medarbejdere udsætte sig for stor fare ved at walraffe sig ind i nazistiske organisationer mm.

Også i spørgsmålet om kvindeundertrykkelse blev Baksi taget i skole: Larsson var imod højrefløjens og mediernes relativisering af kvindeundertrykkelse: slog en kurdisk far sin datter ihjel havde kulturen eller religionen skylden; slog en hvid svensker sin kæreste ihjel var det jalousi eller alkohol.

Nej, mente Stieg Larsson: I begge tilfælde var det mænd, der undertrykte kvinder. Basta!

Edit: Glemmer at fortælle, at Baksi ikke går ind i slagsmålet om arven på anden måde, end at Larsson til ham har sagt, at de penge der kunne tjenes på at være bestseller forfatter, skulle gå til at skabe sig frihed til sit fortsatte engagement i mod intolerance og racisme.

Larsson var til det sidste aktiv på konferencer, foredrag i skoler, på Expo osv. osv., så Baksis udlægning er sandsynlig. Hvordan Larsson havde forvaltet rigdom og berømmelse kan vi kun gisne om.

Kurdo Baksi: Min ven Stieg Larsson. Modtryk, 2010. Oversat af Kamilla Jørgensen.

Stieg Larsson, min ven

2010-05-01T12:45:00.000+02:00

Dette er den svenske bladudgiver og samfundsdebattør Kurdo Baksis erindringsbog om vennen Stieg Larsson. 5 år efter Larsson pludselige død, er Baksi endelig følelsesmæssigt klar til at tage fat på at skrive denne bog, og han begynder at researche på hvem Stieg Larsson var.

Stieg Larsson, 1954-2004
Larsson er født og opvokset i det nordlige Sverige i Norsjö nord for Umeå.

Vis stort kort

I de første år boede han hos morforældrene, mens hans forældre søgte lykken i Stockholm, og han fik en lillebror i 1957.

Han aftjente sin værnepligt, havde løse jobs og brugte pengene på at rejse rundt i Afrika. I 1972 søger han uden held optagelse på journalisthøjskolen, men han kommer alligevel på rette spor da han i 1979 ansættes på den svenske pendant til Ritzau, TT. Her er han ansat frem til 1999.

Ud over nyhedsgrafik, skrev Larsson også artikler mens han var på TT, dog ikke så mange. 25 styks har Baksi opsporet, skrevet mellem 1992-99. 8 artikler er anbefalinger af sommer- og julekrimier, resten handler om det, der var Larssons andet ekspertområde, nemlig nazisme og racisme i og uden for Sverige.

Larsson misbrugte sin stilling på TT: han skrev nyhedsartikler om sig selv som mordtruet, og 5 gange har han ”interviewet” sig selv, og Baksi har han også ”citeret” uden dennes vidende.

Stieg Larssons politiske engagement
Larssons morfar var blevet en glødende antinazist under krigen. Det sammen med morens arbejde i en fagforening, mener Baksi var startskuddet til Larssons politiske liv på venstrefløjen. Han var med mod Vietnam-krigen, partipolitisk aktiv og han researchede og skrev om og imod racisme og nazisme, arrangerede demonstrationer osv.

Fra 1982 var han korrespondent (i fritiden) for det engelske antiracistiske magasin Searchlight. I 1995 startede han sit eget antiracistiske magasin, Expo, som han fra 1999 var fuldtids redaktør af.

Expo havde aldrig en god økonomi, så fra 1998-2003 hjalp Baksis magasin Svartvitt Expo med at holde skindet på næsen.

Baksi nedlagde Svartvitt i 2003, mens Expo stadig udkommer.

Stieg Larsson, fagforfatteren
Larsson skrev en række fagbøger om nazisme og racisme. Kun en bog skrev han alene, resten skrev han sammen med andre. Han var ikke meget for at stå i forreste linje i offentligheden, det overlod han som regel til andre.

I 1991 udgav han sammen med Anna-Lena Lodenius: Extremhögern. Den har jeg, men desværre kun i kopi.

Bogen var opdelt i tre dele: første del er en gennemgang af højrenationale partier og bevægelser i Sverige; anden del handler om højrenationale partier og bevægelser i Europa land for land og i USA; tredje del handler om den politiske vold og øvrig kriminalitet udført af det yderste svenske højre.

Desuden var han medforfatter og/eller redaktør på bøger om Sverigesdemokraterne og æresmord.

Truslerne og volden
I 2000 udgav Larsson bogen Överleva deadline - handbok för hotade journalister. Ja, det lyder måske lidt underligt. Er svenske journalister et truet folkefærd? Svaret er ja. Både Larsson og mange andre journalister bliver ofte truet for deres research om højrefløjen eller for deres holdninger.

Kurdo Baksi fortæller hvordan der er blevet skudt igennem hans vindue, og hvordan han ofte flytter adresse, ind imellem bor på hotel osv, for at beskytte sig selv. Larsson brugte også at skifte rute til og fra arbejde, og at ankomme efter aftalt tid til møder osv. Alligevel blev han i perioder overvåget af nazister. Baksi mener, at Stieg Larsson var bedre til at passe på andre end sig selv.

Baggrunden for bogen var at svenske nazister i 90’erne stod bag en lang række trusler, overfald og mord, kulminerende (hvis man kan sige sådan) i rædselsåret 1999: nazistiske bankrøvere dræbte to politifolk i Malexander under en biljagt i maj; I juni blev journalisterne Peter og Katarina Karlsson og deres 8-årige søn udsat for et bilbombeattentat (som de overlevede), fordi de havde skrevet artikler om højrefløjen; fagforeningsmanden Björn Söderberg blev henrettet på sin egen bopæl i oktober, bl.a. fordi han nægtede at lytte til hvid-magt musik på sin arbejdsplads og fik fyret en nazistisk kollega.

Stieg Larsson, personen
Som person var Stieg Larsson egenrådig. Han kunne finde på at omskrive Expo medarbejderes tekster uden at sige det til dem. Han var ekstremt flittig og sov kun få timer.

Han arbejdede om dagen på TT, om aftenen på Expo; han arrangerede demonstrationer, skrev løbesedler og opråb mm; han var kæreste med Eva; han hjalp andre med deres tekster til romaner eller artikler; han researchede, skrev fagbøger og sine kriminalromaner.

Han røg meget og levede ikke så sundt. Sandsynligvis døde han af overanstrengelse. Han sank om på gulvet om aftenen den 9.november (krystalnatten, pudsigt nok) netop ankommet til Expos redaktionslokaler og blev kørt på hospitalet, hvor han døde.

Kurdo Baksi kommer også med en del insider viden om Stieg Larssons kriminalforfatterskab, men det må I vente med at høre om til i morgen.

Stay tuned!

Kurdo Baksi: Min ven Stieg Larsson. Modtryk, 2010. Oversat af Kamilla Jørgensen.

Iskold morder

2010-04-27T20:35:00.000+02:00

Rig kone myrdes
I en velhaverbydel er hjemmegående Sylvia Bernard alene hjemme. Da det ringer på døren, åbner hun tillidsfuldt, og bliver brutalt myrdet med en lægtehammer og kniv.

Hendes mand er advokat, og mistanken retter sig hurtigt mod en af hans klienter, den rige enke Eileen Cartwright. Hun skulle angiveligt have haft en uigengældt kærlighed til sin advokat, og har derfor ryddet konen af vejen.

Morderen findes hurtigt
Hurtigt finder politiet privatdetektiv Stanislaus Jaskowski, der indrømmer at have begået mordet på vegne af Eileen Cartwright. I første omgang rækker beviserne kun til at få Jaskowski dømt.

Statsadvokat Helen West og kriminalinspektør Geoffrey Bailey har sagen, og det bliver nu op til dem at knække den hjerteløse og udspekulerede Eileen Cartwright, så Jaskowski ikke skal tage straffen alene.

Koldblodig skurk
Cartwright sidder dog ikke passivt og venter, men forsøger aktivt at forpurre efterforskningen, og hun forsøger også at ramme Helen West. Det kan vi ikke have, da West og kriminalinspektør Bailey, bogens hovedpersoner, er ved at forelske sig i hinanden. De har begge forliste ægteskaber bag sig, og, synes vi, fortjener omsider lidt lykke.

Vurdering
Krimien er juristen Frances Fyfield debutroman. En jurists indsigt gør ikke nødvendigvis en god krimi-forfatter, men det lykkedes rigtigt godt her. Bogen har et godt drive fremad, vi kommer godt rundt om alle aktørerne, og den slutter om ikke overraskende så dog død spændende.

Tematisk er der lånt fra Elizabeth Georges Før skuddet faldt. Psykologien og personerne underholdte mig rigtig godt.

Romanen er udgivet af forlaget Artia. Forlaget er (var?) rigtig gode til at finde gode krimier, som de så vælger at oversætte så sjuskede, at man i passager næsten ikke kan holde ud at læse det. Cadeau til Fyfields dramatiske talent, at hun også overvandt denne forhindring.

Frances Fyfield: Et spørgsmål om skyld. Artia, 1993 (1988). Oversat af Jane Wenzel Andreasen.

Lebensraum

2010-04-26T10:40:00.000+02:00

Erobring af Texas?
Sidste mandag annoncerede jeg, at ”I næste kapitel skal vi erobre Texas fra mexicanerne.” Det var helt forkert. Vi skal erobre det halve Mexico fra mexicanerne! Seriøst, I’m not kidding.

Situationen er nogenlunde sådan her: de første 13 amerikanske stater havde fordoblet deres territorium med købet af Louisiana fra Frankrig, og Texas sluttede sig til de amerikanske stater i 1845 (de havde løsrevet sig fra Mexico i 1836). Dermed var der 28 amerikanske stater.

Men ekspansionslysten stoppede ikke der. Specielt havde man øje på Californien på vestkysten. På dette tidspunkt var de områder der senere skulle blive til Californien, New Mexico, Utah, Nevada, Arizona og en del af Colorado, mexicanske.

Præsident James K. Polk der tiltrådte 1845 havde fra starten sit mål klart: USA til vestkysten!

Hvordan man starter en krig
Polk sendte en mindre hær ind i mexicansk område. Da mexicanerne som forventeligt gjorde modstand (et mexicansk guerilla angreb udrydder nærmest en amerikansk patrulje 25.april 1846), kunne Polk harmdirrende anbefale Kongressen at erklære Mexico krig.

Det tog kongressen en ½ time og senatet en dag at tilslutte sig, og så kørte møllen.

USA vandt krigen, grænsen blev lagt ved Rio Grande floden og Mexico fik $15 millioner i kompensation. Målet var nået.

Polks eftermæle
Sjovt at tjekke præsident Polk på wikipedia, efter ovenstående. Her står der at han er

”famous for leading the nation into the Mexican–American war, in which the US was victorious”,

og

“Scholars have ranked him favorably on the list of greatest presidents for his ability to set an agenda and achieve all of it.”

Tja, hvad skal man sige til det? Han fremprovokerede en krig af imperialistiske grunde og vildledte kongressen og offentligheden på det groveste. Hm, ja, det kan man da godt kalde, at være god til at sætte sig mål og opnå dem.

Forfatterstemmer
Forfatteren Henry David Thoreau nægtede at betale skat i protest mod krigen, og blev smidt i spjældet. Han kom snart ud igen, fordi venner betalte skatten for ham, uden hans vidende.

Hans gode ven, forfatteren Ralph Waldo Emerson, var helt enig med Thoreau, men mente at det var nyttesløst at protestere. En anekdote fortæller, at da Emerson besøgte Thoreau i fængslet, spurgte han ham hvad han dog lavede derinde. Thoreau svarede: Hvad laver du dog derude?

Også den tidligere slave, forfatteren Frederick Douglass skrev i mod krigen. Men ellers er det svært at sige i dag, om der var generel modstand eller opbakning til krigen.

Næste mandag kommer vi til kapitel 9, som handler om slaveriet og borgerkrigen.

Indledning: Historikerens valg
Kapitel 1: Columbus opdager Amerika
Kapitel 2: Slaveriet indføres i Nordamerika
Kapitel 3: Del og hersk i Amerika
Kapitel 4: Amerika "befrier" sig selv.
Kapitel 5: Den amerikanske uafhængighedskrig
Kapitel 6: Kvindernes historie fra koloniseringen til borgerkrigen
Kapitel 7: Indianerne fortrænges

Akim, Junglens søn

2010-04-25T18:49:00.001+02:00

Akim på skideren
Akim, junglens søn, er blevet forgiftet af den onde og usynlige professor Winter. Men Akims ven Jim har held til at vriste modgiften ud af professoren.

På vejen tilbage igennem junglen til Akim, skal Jim uset passerer professor Winters vagtposter, de ligeledes usynlige Rag (løven), Bardi (elefanten), Kar (gorillaen) og mange andre farlige dyr.

Det lykkedes for den snarrådige og modige Jim ved at svinge sig lydløst i lianerne i trætoppene, og snart er han forenet med Akim, som straks vågner op efter at have fået modgiften.

Akim stærkere end nogensinde
Akim går øjeblikkeligt i gang med at udtænke en plan for, hvordan professor Winters hjælpere skal uskadeliggøres. Det involverer nogle bambusrør og den sorte saft fra malago frugten, og Jim skal naturligvis hjælpe til.

Cliffhanger
Vil det lykkedes dem at overliste Rag og Bardi og de andre vagtposter? Og vil det lykkedes for professor Winter at genvinde sin synlighed?

Ja, I må vente med svaret til jeg har fundet hæfte nr. 27. Sorry guys!

Akim, Junglens Søn. A. Stenby – Søborg Offset A/S, 1961.

Cykeltyven

2010-04-22T11:28:00.000+02:00

Vores anonyme hovedperson er digter og maler, og da han i en butik i et af Roms mere tvivlsomme kvarterer, går ind for at spørge efter skosværte, bliver hans cykel stjålet.

Vi er som sagt i Rom, tidsmæssigt i 1944-5. Diktatoren og tyskerne har forladt byen, i stedet er englænderne og amerikanerne dukket op. Politiet virker ikke, inflation og korruption eskalerer, og det er kronede dage for tyveknægte.

Blandt andet stjæler de cykler, filer stelnummeret af, skiller den ad og sælger den åbenlyst på gaden i løsdele. Og ingen gør noget ved det. Råber man Stands tyven, bliver man bedt om at dæmpe sig ned og ikke skabe opløb – af politiet!

Men vores hovedperson er ikke sådan at stoppe. Han vil finde sin cykel igen, og at gå til politiet nytter intet. Han overvåger hælerne, tjekker hos cykelhandlerne, følger efter mistænkte på sin reservecykel.

Snart ved kvarterets kriminelle at han er efter dem, og i flere situationer kommer det til lynchstemning mod ham på gaden. Han redder sig blandt andet ved at fremvise sine fængselspapirer, så han dermed kan bevise at han var modstander af fascisterne.

Hovedpersonen er ikke fri for at være en anelse trættekær, men man må også beundre ham for hans ihærdighed.

Jeg opfatter ikke bogen som en roman, men som et stemningsbillede fra det kriminelle miljø i det netop befriede Rom. Det passer også med at forfatteren selv er forfatter og maler. Wikipedia er dog uenig og kalder bogen en roman.

Bogen var forlæg for en berømt neorealistisk film af Vittoria de Sica, Cykeltyven. Filmen havde, modsat bogen, en egentlig handling. Her filmens trailer

Luigi Bartolini: Cykeltyven. Thorkild Becks Forlag, 1950 (1946). Oversat af Karl Hornelund.

Amsterdam i litteraturens tegn

2010-04-21T12:55:00.000+02:00

At være gift
En af de mere sære knopskydninger af uhæmmet indtagelse af litteratur, er en særlig opmærksomhed på litterære objekter i det offentlige rum under rejser...eller, ja..faktisk altid.

Med andre ord: ser jeg en statue, et vejskilt, et plakat eller noget andet, det bare lugter af litteratur, så SKAL jeg bare fotografere det!

Lad det være sagt med det samme: min kone udviser meget stor tålmodighed, i den forbindelse. Større end jeg selv ville have gjort, tror jeg.

Amsterdam og litteraturen
Amsterdam virker ærlig talt ikke særlig litterær. Man skal lede virkelig længe efter bare små tegn på, at det er en by der værdætter poesi og fiktion.

I øvrigt er mit kendskab til hollandsk litteratur forsvindende lille. Jeg kan nævne populærforfatterne Jan de Hartog og Hans Martin, men jeg har aldrig læst noget af dem eller af nogen anden hollandsk forfatter, jeg kan kommer i tanke om. (tilføjelse: Anne Franks dagbog, sæføli!)

Succes!
Men jeg fandt et par litterære fotomotiver i Amsterdam. Første foto viser en buste af den hollandske forfatter S. Carmiggelt (1913-1987), det andet af Arthur van Schendel (1874-1946).

Eftersom jeg som sagt ikke ved en s... om hollandsk litteratur, kan jeg ikke altid afkode om en given statue på min vej er litterær eller ej. Derfor har jeg fotograferet et par statuer, som jeg nu ved, ikke har en det fjerneste med litteratur at gøre, men skal mine anstrengelse virkelig være forgæves?

Naturligvis ikke! Så her får I lige 2 ekstra fotos. Det første af den kendte, liberale politiker Thorbecke, det andet af den kendte og folkekære sanger André Hazes. Beklager, kære bogvenner.

I en senere blogpost vil jeg fortælle lidt om, hvad jeg synes der er fedt at se i Amsterdam.

Ung kærlighed i 90'erne

2010-04-20T10:01:00.000+02:00

Martin er journalistelev på et stort københavnsk dagblad. På vej hjem til sin lejlighed, møder han pludselig en autonom pige, der er blevet overfladisk såret af politiets kugler under Nørrebro-urolighederne. Han hjælper hende, og er straks forelsket i den kronragede og sortklædte Andrea.

Samtidig arbejder Martin på kriminalredaktionen sammen med en garvet reporter, og de er på sporet af en dansk-tysk terrorist gruppe. Er der en forbindelse til Andrea, og skal han være loyal mod hende han elsker eller mod sin arbejdsgiver, avisen?

Forfatteren er journalisten Niels Rohleder, der, husker jeg, dækkede Nørrebro-urolighederne for dagbladet Information, og vist også mange andre af ”sagerne” omkring de autonome. Den indsigt i miljøet og til begivenhederne har han brugt overfladisk. Bogen fungerer fint i lange stræk som ungdomsbog, men slutning er virkelig alt for pjattet og useriøs.

Niels Rohleder: Andrea elsker mig. Gyldendal, 1996 (1995).

Indianerne fortrænges

2010-04-19T10:38:00.000+02:00

Slut med påsken
Efter nogle ugers (påske-) pause er det på tide atter at komme i gang med USA’s historie, i Howard Zinn's udgave.

Vi har besejret englænderne og er blevet selvstændige. Derefter og frem til 1840’erne drejer det sig om at ekspandere vestpå. Louisiana købes af franskmændene, men resten skal fravristes indianerne eller spanierne (Florida).

Alliancer
De fleste indianerstammer havde kæmpet på englændernes side, og de fortsatte da englænderne slagne tog hjem. George Washingtons hær fik bank flere gange og måtte til sidst lave fredsaftaler med indianerne.

Men freden varede kort. De hvide amerikanere voksede konstant i mængde, og de havde behøv for jord til at dyrke bomuld og korn osv.

Metoden
Herefter blev den kendte metode brugt: først blev hvide nybyggere og pelsjægere sendt ind på indianernes område. Når indianerne så bad om beskyttelse, svarede de hvide administratorer: ja, det kan vi godt give jer. Hvis I flytter længere vestpå og skriver under her. Derefter gentog det samme scenario sig i det uendelige.

Når indianerne gik til modstand, blev de slået ned med hård hånd, rent ud sagt slagtet. Overmagten var al for stor.

Hvis de overtog de hvides ”civiliserede” levevis, blev deres aviser og valgte forsamlinger forbudte.

Dødsmarcher
En del af de flytninger de store indianersamfund foretog vestpå, skete uden de fornødne forsyninger af tæpper, telte og mad. De døde som fluer af sult, udmattelse og følgesygdomme.

Desuden døde mange indianere i indianerkrigene fra cirka 1812-1840. Overgav de sig under det hvide flag, blev de slagtet alligevel.

I Florida, som var spansk, angreb USA flere gange seminole-indianerne og de gjorde modstand. I starten succesfuldt, men i længden kunne de ikke holde skansen, og spanierne blev intimideret til at sælge Florida til USA.

Korruption
Alt det ovenstående ved enhver raks dreng eller pige, der har set et par cowboyder film. Hvad der måske er mindre kendt, er den hvide amerikanske overklasses ublu korruption (igen).

Ledende folk som George Washington, Patrick Henry og John Donelson opkøbte store landområder fra indianerne. Donelsons svigersøn, Andrew Jackson, var ledende landopkøber. Han var også slavehandler, købmand.

Senere var han hærfører i indianerkrigene. Efter hvert slag tog han for sig af landet, sammen med sine buddies, og de fik også ledende stillinger i de nye områder. Rigtig mafiaagtigt var der godbidder til alle der deltog i forbrydelserne. Han endte naturligvis med at blive præsident.

I næste kapitel skal vi erobre Texas fra mexicanerne.

Indledning: Historikerens valg
Kapitel 1: Columbus opdager Amerika
Kapitel 2: Slaveriet indføres i Nordamerika
Kapitel 3: Del og hersk i Amerika
Kapitel 4: Amerika "befrier" sig selv.
Kapitel 5: Den amerikanske uafhængighedskrig
Kapitel 6: Kvindernes historie fra koloniseringen til borgerkrigen

Dobbelt anmeldelse

2010-04-17T19:49:00.000+02:00

Jeg elsker hårdkogte detektiver. Ensomme helte, ubestikkelige og retfærdighedssøgende. Genrens stjerner er naturligvis Raymond Chandler og Dashiell Hammett, men Ross Macdonald er bestemt en yderst værdig arvtager.

De to romaner Springende Mål og Flydende død er fyldt med spænding, kyniske bemærkninger og mudrede private eye cases.

Desuden er de fyldt med genrens faste stereotyper: den forkælede overklassetøs, der elsker chaufføren og ligger an på detektiven; chaufføren der ikke er så loyal mod ”herskabet” som han burde; den der hyrer detektiven, den kvindelige overklassekone, ung og smuk men bundet til rullestolen efter en ulykke, new age guruen/præsten der er fuld af humbug etc. etc.

Alt sammen drejer det sig om at skrabe ussel mammon til sig, kort og godt.

Som sagt: virkelig fremragende romaner. Amerikansk pulp fra cirka 1950’erne, virkelig klasse.

Ross Macdonald: Springende mål. Fremads Sorte romaner, 1988 (1949). Oversat af Ragna Palmér.

Ross Macdonald: Flydende død. Fremads Sorte romaner, 1988 (1953). Oversat af Ragna Palmér.

Loppemarked i Østervrå

2010-04-17T13:26:00.000+02:00

Og så går starten :-)

Dagens udbytte:

Stick

2010-04-16T10:32:00.000+02:00

Stick er netop kommet ud af spjældet og tager til Miami for at se sin datter for første gang. For at skaffe lidt penge team’er han op med en gammel ven og under et job dør vennen men Stick undslipper.

Vennen er død, og Stick har ikke fået sine penge. What to do?

Dette er en typisk gavtyve roman/komedie af Elmore Leonard. Masser at snak og tomgang til at starte med, men så kommer der gang i sagerne. Sjovt og spændende. Nogenlunde samme spændingskurve og humor som filmen ”Jackie Brown” (som Leonard har skrevet forlæg til).

Elmore Leonard: Stick. Gyldendal, 1989 (1982). Oversat af Per Calum.

Bogfund

2010-04-15T20:47:00.000+02:00

Men man behøver nu ikke tage hele vejen til Amsterdam eller Hamburg for at finde gode bøger. Da vi kom hjem tog vi på genbrugscenteret og her er hvad jeg fandt:

Og her er det fra en genbrugsbutik i Løkken. Især er jeg glad for Klaus Mann romanen "Gift". En gammel paperback med fedt cover!

Påskefangst

2010-04-11T11:05:00.001+02:00

Jeg har været på påskeferie med fruen i Hamburg og Amsterdam. Men det blev da også til en del bogindkøb :-)

Mere herom senere.

Kvindernes historie fra koloniseringen til borgerkrigen

2010-03-22T10:52:00.000+01:00

What’s next?
Vi er nået til kapitel 6 i Zinn’s USA historie. På 21 sider redegør han for kvindernes historie fra de første kolonister ankom i starten af 1600-tallet til lige før starten på den amerikanske borgerkrig i 1861.

Det er ikke mange sider, men Zinn fortæller i overlegen stil, død spændende er det. Jeg skal se om jeg kan gøre ham kunsten efter :-)

Kolonisterne
Zinn mener at i et samfund baseret på privat ejendomsret og konkurrence, viste familien sig at være den perfekte arbejdsenhed, og der skulle i denne enhed være et hierarki. Religionen blev brugt til at holde den struktur fast.

De første engelske kolonister var kristne puritanere. De mente at manden stod over kvinden, at han skulle befale over hende, og at det stod i Biblen.

Da de nåede frem til Amerika i november 1620 på skibet Mayflower, var der kun 18 kvinder med, og af dem var kun 4 i live ved næste forår. Resten døde i barselssengen eller af diverse sygdomme.

Derefter importerede man kvindelige slaver fra Afrika (de var altså dobbelt undertrykt) og tjenestefolk fra Europa.

Kvindernes forhold
Kvindernes arbejdskraft blev groft udnyttet. Samtidig var de underernæret, de blev sexuelt udnyttet og var uudannet.

Hvis de blev gift, tilfaldt deres ejendom og eventuelle indtægter husbonden. Han måtte også gerne revse dem korporligt, men ikke så de blev kronisk skadet.

Graviditet uden for ægteskabet var forbudt. Skete det alligevel, blev kvinden straffet. Manden gik (naturligvis) fri.

Nogle få kvinder skilte sig ud fra mængden. Bl.a. Anne Hutchinson der var i opposition til kirkens mandschauvinisme, og Mary Musgrove Matthews der opnåede at blive rådgiver for guvernøren i Georgia i indianerspørgsmål.

Krigen mod England
Da revolutionen brød ud, var der pludselig brug for kvinderne. De dannede komiteer mod England, skrev artikler og organiserede boykot af engelske varer mm.

Som krigen skred frem, boede og kæmpede kvinder sammen med mændene ved fronterne. Den efterfølgende amerikanske historieskrivning har gjort meget forskel på kvinder fra forskellige klasser. Mens konerne til de ledende mænd i revolutionen er blevet beskrevet som modige og patriotiske, har kvinderne fra de lavere klasser fået en hårdere medfart:

“While poor women, in the last years of the fighting, went to army encampments, helped and fought, they were represented alter as prostitutes, whereas Martha Washington was given a special place in history books for visiting her husband at Valley Forge.” (side 110)

Den nye forfatning ændrede ikke meget for kvinderne: de fik ikke stemmeret, ejendomsret eller ligeløn, og mens ca. 90 % af mændene kunne læse og skrive, var det kun tilfældet for ca. 40 % af kvinderne.

Omvæltninger
I det amerikanske samfund opstod store omvæltninger mellem revolutionen og borgerkrigen: befolkningstallet voksede; man drog vest på; uddannelse blev mere udbredt; udvidelse af demokratiske rettigheder (for hvide mænd); begyndende industrialisering.

Det betød også omvæltninger for kvinderne. De arbejde nu også uden for hjemmet, på kroer, på aviser, som jordmødre og på garverier.

Man(d) forsøgte at kontrollere denne udvikling under sloganet ”Seperate but equal”: kvindens arbejde var lige så vigtigt som mandens, men separeret og adskilt fra mændenes.

Det var naturligvis ikke i nærheden af reel ligestilling. Ægteskab og børnefødsler holdt kvinden på plads, lige som besværlig påklædning (korset osv.). Og kirke og skoler deltog i at holde systemet på plads. Man(d) gav altså lidt, men beholdt magten.

Arbejder-, overklasse- og middelklassekvinder
Bomuldsindustrier blev indført fra 1814 og af arbejdsstyrken var 80-90 % kvinder. De havde lange arbejdsdage, usle forhold og var dårligt betalte. Både i 20’erne, 30’erne og 40’erne var der eksempler på oprør (både fredelige og voldsomme) og strejker blandt disse arbejderkvinder. Helt klassisk handlede det om kortere arbejdstid, imod fyring af kollega osv.

Middelklassekvinderne blev skolelærer (de var afskåret fra højere læreranstalter), og de skrev artikler og udgav kvindemagasiner. Desuden engagerede de sig via kirken og andre steder i halvpolitiske bevægelser: imod dobbeltstandarter for sexuel opførsel, for prostitueredes rettigheder og mod slaveri.

Overklassekvinderne havde færrest problemer. Her kan vi sammenligne hvordan en morgen så ud for først en arbejderkvinde på et spinderi:

”I was awakened at five, by the bells calling to labour. The time allowed for dressing and breakfast was so short (…), that both were performed hurridly, and then the work at the mill was begun by lamplight, and prosecuted without remission till twelve (…). Then half an honour only allowed for dinner (…). Then back to the mills, to work till seven o’clock.” (side 116)

Og her en stresset morgen for overklassekonen:

”She rises, and her first hour is spent in the scrupulously nice arrangement of her dress; she descends to her parlor, neat, stiff, and silent; her breakfast is brought in by her free black footman; she eats her fried ham and her salt fish, and drinks her coffee in silence, while her husband reads one newspaper (…), and then perhaps, she washes the cups and saucers.” (side 116)

Forgangskvinder i perioden
Allerede i 1819 havde Emma Willard krævet uddannelse for kvinder. Kvinder begyndte at skrive om faglige forhold og organisere sig i 1840’erne. Harriot Hunt var læge og praktiserede i 1835, selvom hun blev afvist på Harvard Medical School, og Elizabeth Blackwell fik som første kvinde hendes lægeeksamen i 1849.

Lucy Stone var engageret fredsaktivist og i anti-slave bevægelsen, og hun fik frataget al sit inventar, da hun nægtede at betale skat, fordi hun som kvinde ikke kunne deltage i demokratiske handlinger.

Amelia Bloomer revolutionerede kvinder påklædning med The bloomer suit, og juli 1848 blev det første Women’s Rights Convention afholdt.

I næste kapitel drager vi vest på.

P.S. På World Anti-Slavery Society Convention i London i 1840, blev det besluttet, at udelukke kvinder fra foreningen, men tillade, at de kunne overvære møderne bag et forhæng. Altså imod slaveri og kvinders taletid i offentlige forsamlinger. Sært, ikke?

Indledning: Historikerens valg
Kapitel 1: Columbus opdager Amerika
Kapitel 2: Slaveriet indføres i Nordamerika
Kapitel 3: Del og hersk i Amerika
Kapitel 4: Amerika "befrier" sig selv.
Kapitel 5: Den amerikanske uafhængighedskrig

Kommentarer

2010-03-21T16:13:00.000+01:00

Bloggen modtager et stigende antal spam-indlæg i kommentarfeltet, most annoying! Derfor jeg har ændret på muligheden for kommentarer, så man ikke kan være anonym.

Jeg kan ikke helt gennemskue hvad det betyder i praksis, men hvis I har problemer med at kommentere, så send mig en mail på sj1842@gmail.com

Hårdkogt roman

2010-03-20T19:34:00.000+01:00

Gangstervælde
Ligklæder har ingen lommer handler om den vrede reporter, Michael Dolan, der siger sit avisjob op, fordi redaktøren ikke vil lade ham skrive om korruption i baseball klubben og om reorganisationen af den lokale Ku Klux Klan afdeling. Han starter sit eget ugemagasin, for endelig at få frihed til at tage råddenskaben og magtstrukturerne i samfundet ved vingebenet.

”Råddenskaben” og ”magtstrukturerne” forsøger dog med alle midler at lukke munden på ham. Heldigvis har Dolan gode hjælpere, som holder af ham og som hjælper ham i hans dumdristige og alt andet end ufarlige forsøg på at rydde op i provinsbyen Coltons uformelle og voldsberedte magtelite.

Samtidig har Dolan rod i sit kærlighedsliv. Det forsøger den hårdkogte men varmhjertede Myra at rette op på. Men hun er oppe i mod flere konkurrenter, som hverken er sarte eller har fine fornemmelser i forhold til midlerne for at slå hende af banen.

Hårdkogt noir
Romanen er udgivet i serien ”Fremads sorte romaner”, og den emmer da også af hårdkogt, Humphrey Bogart-film noir; der bliver slået på tæven og talt hårdt til damerne man elsker. Her et replikskifte mellem Dolan og Myra:

”Hvorfor går du ikke også hjem?” sagde Dolan til Myra, idet han tog sin frakke på.
”Jeg bryder mig ikke om at gå hjem til det lille hummer, jeg har. Jeg bliver her. Jeg vil gøre mig det hyggeligt.”
”Jeg forstår dig. Du tror, jeg vil tage en pige med hjem, gør du ikke?”
”Hvad i alverden får dig til at tro det?” sagde Myra. ”Jeg stoler blindt på dig – blindt. Jeg tror på dig lige så langt, som jeg kan kaste det bogskab med bundne hænder.”
”Åh, Gud,” sagde Dolan.
”Og hvis jeg var dig,” fortsatte Myra, ”ville jeg ikke tage en pige med hjem. Det ville ikke være så bekvemt at sove tre i den seng…Glemmer du ikke noget?” spurgte hun og standsede ham ved døren. ”Skal du ikke have din nye, automatiske pistol med?”
”Den kan du beholde. Gør mig en tjeneste og stik løbet ind i din mund og træk af. Men ikke på min seng. Lagnerne er rene.” (side 83)

Censur
Horace McCoy (1897-1955) havde svært ved at få sin roman udgivet. Den var for kontroversiel. Det er svært at få øje på i dag. Han skrev den i 1935-36, og måtte til England for at få den udgivet, endda i en skåret version.

I USA blev romanen først udgivet i 1948. McCoy havde omskrevet romanen for at få den trykt. Alligevel foretog udgiveren ændringer. Myra blev lavet om fra kommunist til nymfoman, for ikke at støde det amerikanske publikum!

Denne danske udgave følger den første engelske udgave.

Man skyder da heste
McCoy er mest kendt for sin roman Man skyder da heste. Jeg har ikke læst den, men så for længe siden filmen med Jane Fonda og ham den halvskaldede desk sergent fra tv-serien District Hill Street Blues som altid blev sexuelt overfaldet af en rødhåret dame.

Noget med en desillusioneret ungdom og en marathon dansekonkurrence også under depressionen i 30’ernes USA.

Horace McCoy: Ligklæder har ingen lommer. Fremads sorte romaner, 1987 (1937). Oversat af Aage Baadstrup.

Den amerikanske uafhængighedskrig

2010-03-17T17:55:00.000+01:00

Krigen kort
Den amerikanske uafhængighedskrig varede fra 1776 til 1781. Englænderne lagde ud med at banke George Washingtons hær i en række store slag, tabte et par mindre, og tabte så et stort slag i 1777.

Det lykkedes amerikanerne at få Frankrig til at gå med i krigen mod englænderne (de havde 7 års krigen at revanchere), og sammen lammetævede de den engelske hær i 1781.

Hvem mod hvem om hvad?
Som tidligere nævnt var det de rige, der havde størst interesse i løsrivelsen fra England: nu kunne de beholde hele udbyttet selv, uden at skulle dele med magtfulde engelske købmænd og med kongen.

”The fact that the lower ranks were involved in the contest should not obscure the fact that the contest itself was generally a struggle for office and power between member of an upper class: the new against the established” (citat af Edmund Morgan, side 84).

Desuden var der store landbesiddelser osv. til fordeling blandt de friske, nemlig den jord man kunne konfiskere fra dem der var loyale mod England (en undtagelse var Lord Fairfax, der var personlig ven med George Washington).

Same old story
Da krigen startede, var de derfor også fyr og flamme, men det gik hurtigt over. Som sædvanlig var det den lavere middelklasse og fattigrøvene der blev lokket/tvunget til at slås.

Officererne havde udsigt til materiel belønning og social opstigning, og en del land blev også uddelt som bestikkelse, mens de menige blev usselt betalt eller slet ikke.

Samtidig med krigen mod englænderne, opstod der konstant sociale uro i blandt andet landbefolkningen, eller endda mytteri blandt tropperne. Skatterne skulle stadig inddrives, skyldnere skulle stadig sættes på gaden etc. Jo, Washington havde nok at se til.

Forfatning
De 13 løsrivelsesstater blev ledet af The Continental Congress. Her sad alle de rige og bestemte. Og den allerrigeste af dem alle sammen, George Washington, var sat i spidsen for hæren, og han blev i 1789 USA's første præsident.

Forfatningen var et kompromis mellem to interesser: de nordlige stater, der ville have uhindret handelsmuligheder staterne imellem, og de sydlige stater der ville bibeholde slaveriet. Her lå også kimen til det amerikanske to parti system. De føderale mod de ”nationale”, kan man måske sige.

Forfatningen blev revideret et par gange eller tre, blandt andet for at sørge for at holde middelklassen tilfreds.

De sorte
Negrene, som jo ikke var omfattet af forfatningen, fik ikke lov af Washington at kæmpe med mod englænderne, så mange allierede sig i stedet for med englænderne. Senere gav han køb på det, så mange tusinde endte med at kæmp på begge sider.

En del brugte krigen til at gøre sig frie; nogle emigrerede til England. Krigen medvirkede til en omend langsom afskaffelse af slaveriet i de nordlige stater, mens slaveriet blev mere og mere rodfæstet i de sydlige stater.

Indianerne
Indianerne, som heller ikke var nævnt i forfatningen, var amerikanernes anden fjende; englænderne mod øst og indianerne mod vest. Allerede før uafhængighedskrigen var indianerne blev frasvindlet masser af fjord, eller det blev taget med rå magt.

Eller endda med biologisk krigsførelse: den engelske General Amherst gav under en fredsforhandling, sin modpart tæpper fra et kopper-hospital i ”gave”.

Teaser
I næste kapitel (og jeg skal bestræbe mig på at overholde deadline denne gang!) er det tid til, at vi sammen med Zinn ser lidt på hvordan situationen for den halvdel af befolkningen, som vi slet ikke har nævnt endnu: kvinderne.

Indledning: Historikerens valg
Kapitel 1: Columbus opdager Amerika
Kapitel 2: Slaveriet indføres i Nordamerika
Kapitel 3: Del og hersk i Amerika
Kapitel 4: Amerika "befrier" sig selv.

Mord i St. Mary Mead

2010-03-14T19:41:00.000+01:00

Øv, sengeliggende
Miss Jane Marple er ved at komme sig efter et en omgang bronkitis og et mindre fald. I det hele taget er hun en smule deprimeret efter sin sygdom.

Hun tilses af sin gamle ven, dr. Haydock, og han ordinerer halvt i spøg Miss Marple et mord, som det bedste middel til at få hende i godt humør igen.

Og der skal da heller ikke gå lang tid, før Miss Marple er i fuldt sving.

Hvem skal dø?
Den feterede filmskuespiller, Marina Gregg, er sammen med sin instruktør mand, Jason Rudd, flyttet til St. Mary Mead (som bekendt Miss Marples hjemby). De inviterer til åbent hus arrangement for filmfolk og for lokale.

En særlig udvalgt skare inviteres op på 1.sal, og her dør en lokal kvinde, Heather Badcock, efter at have drukket en forgiftet cocktail.

Politiet ankommer
The New Scotland Yard sender Chief-Inspector Dermot Craddock for at undersøge sagen. Da han opsøger Miss Marple (som i øvrigt er hans tante), er hun, skønt hun som sagt er rekonvalescent, fuldt opdateret via sine utallige ”lytteposter” rundt om i St. Marys Mead.

Hvem havde motiv til at dræbe Heather Badcock, en lidt enfoldig lokal busybody? Eller var den forgiftede drink i virkeligheden bestemt for en anden?

Det skal Miss Marples psykologiske indsigt, logiske sans og erfaring snart få opklaret.

Engelsk krimi når det er bedst
Et klassisk Agatha Christie mord mysterium, der foregår i et afgrænset rum med et afgrænset antal personer. Er de dem der giver sig ud for at være? Hvem har et horn i siden på hvem? Und so weiter.

Vældig underholdende, ikke mindst fordi hovedpersonens væsen, det engelske miljø og plotopbygning er så velkendt. Det er ikke svært at regne ud, hvorfra Morse og Barneby serierne har hentet deres inspiration :-)

Tennyson anyone?
Det korte uddrag af Tennysons digt om The Lady of Shalott, som jeg i forrige blogpost efterspurgte en oversættelse af, bruges her fermt af Christie til at beskrive, hvordan en central person i mysteriets plot, af flere vidner et kort øjeblik ses helt fra koncepterne.

Det gav mig faktisk også en forståelse af digt-uddraget :-)

Bogen er dedikeret Margaret Rutherford, ”in admiration”, som jo spillede Miss Marple i engelske sort/hvid film.

Agatha Christie: The Mirror Crack’d from Side to Side. The Book Club, 1962.

Tennyson, anyone?

2010-03-11T17:28:00.000+01:00

Out flew the web and floated wide;
The mirror crack'd from side to side;
"The curse is come upon me," cried
The Lady of Shalott.

Jeg kunne godt bruge hjælp til en oversættelse. Har I et bud?

Google Translate foreslår første linje oversat således:

"Ud fløj på nettet og flød bred."

Det er da lidt sjovt???

:-)

Amerika befrier sig selv

2010-03-09T00:06:00.000+01:00

Syv års krigen
I 1763 vandt England 7 års krigen mod Frankrig, og vandt dermed de franske besiddelser i Nordamerika.

Krigen havde skabt rigdom for købmændene, men til gengæld skabt stor arbejdsløshed blandt de lavere klasser, på begge sider af Atlanten. I Amerika var rigdom koncentreret på en lille overklasses hænder.

Men krigen havde været dyr for England, og hvad kunne være bedre end at lade kolonierne betale for deres egen underkastelse?

Klasseinteresser
Som vi så i forrige kapitel, var de øvre lag trætte af at England sad på den økonomiske og politiske magt. Hvorfor skulle de ikke selv bestemme til hvem og til hvilken pris deres varer skulle handles?

Ikke at de slet ikke havde del i magten og profitten: 69 % af underskriverne af den amerikanske uafhængighedserklæring havde haft embeder på vegne af kolonimagten (side 74). Men det var ikke nok.

Den nedre middelklasse var gået i stå og arbejdsløsheden for de nederste klasser var stor. En række mere eller mindre organiserede pøbeloptøjer (og desuden en række slaveoprør) opstod kontinuerligt under det engelske styre. Ofte rettet mod den administrative magt, men lige så meget rettet mod de besiddende.

Opgaven for de få rige var at, var at få de mange lavere klassers oprørstrang vendt væk fra de rige mod kolonimagten England.

Den amerikanske revolution
Via dygtig propaganda skabtes der interesse for en løsrivelse fra England, og for at skabe sin egen nation. Fx via Tom Paines udbredte pamflet Common Sense.

Og dertil kommer naturligvis en lang række fejlgreb af England: Stamp-, Townshend- og the-skatterne; troppernes overgreb, herunder the Boston Massacre; forbud mod at bosætte sig vest for Appalacherne mm.

I maj 1776 brød oprøret ud: North Carolina erklærer sig uafhængig af England og 4. juli underskrives uafhængighedserklæringen.

Tyranni er tyranni
Uafhængighedserklæringen har nogle rigtig fine formuleringer (all men are created equal osv.), men dels havde alle ikke del i den politiske magt (negere, indianere, kvinder, jordløse, fattigrøve osv.), dels kan man ikke have lighed uden økonomisk lighed, og skellet mellem de få rige, mellemklassen og de mange fattige var for stor.

I Boston indkaldte man våbenføre mænd til krigen mod England. De rige kunne dog betale en substitut for at udføre militærtjenesten for sig, mens de fattige ikke kunne slippe.

Resultatet var protesturoligheder, og kampråbet lød: “Tyranny is Tyranny let it come from whom it may” (side 75).

I næste afsnit kommer vi til selve den amerikanske uafhængighedskrig.

Indledning: Historikerens valg
Kapitel 1: Columbus opdager Amerika
Kapitel 2: Slaveriet indføres i Nordamerika
Kapitel 3: Del og hersk i Amerika

En bog om Stalin

2010-03-07T18:43:00.000+01:00

Et lykkeligt fund
I sommers faldt jeg over en bog, hvis eksistens jeg ingen anelse havde om, men så snart jeg så den, vidste jeg, at den bog ville jeg få stor fornøjelse af. En laset bog med tydelige mærker af alder og sultne mus.

Det drejer sig om Isaac Deutschers Stalin biografi: Stalin. En politisk biografi. En tyk sag, som det har taget mig de sidste par uger at tygge mig igennem. Heldigvis. Ærgerligt hvis det er alt for hurtigt overstået :-)

Starten
Stalin kom fra fattige kår i Georgien. Efter endt skolegang engagerede han sig hurtigt i den revolutionære del af den kommunistiske bevægelse, og da han var en god organisator kæmpede han sig hurtigt op ad rangstigen.

Han blev flere gange fængslet af Zarens politi og deporteret østpå. Da revolutionen pludselig bryder ud i 1917, tager han straks til Sankt Petersborg for at deltage.

Stalin vælges ind i centralkomiteen og skal passe partiorganisationen.

Vejen til magten
På dette tidspunkt er det naturligvis Lenin der overskygger alle de andre kommunistiske frontfigurer. Men også Trotskij, Zinovjev og Kamenev er lysende forbilleder. For dem alle gælder det, at de elsker at teoretisere revolutionen på et intellektuelt plan, og at skrive lange artikler og bøger om det.

Stalin er ikke den intellektuelle type, så han får lov til at passe den daglige butik i partiet mm, hvad de andre ikke gider. Desuden udnævnes han til kommissær for nationaliteterne, og får dermed kontakt med de revolutionære ledere i alle de senere republikker.

Da magtkampen bryder ud efter Lenins død i 1924, er partiorganisationen og bureaukratiet fyldt med loyale Stalin-støtter. Det sammen med en knusende ubarmhjertighed, sikrer ham den totale magt.

Og blodet flyder
Resten af 20’erne og 30’erne går med blodige kollektiviseringer af landbruget og af udrensninger i partiet. Det først i et desperat forsøg på at brødføde befolkningen, det sidste for at befæste sin stilling som ubestridt leder.

Og til at forberede sig på det ultimative opgør med fascismen (Hitler), som starter så skidt for Sovjetunionen, og slutter med at de lammetæver tyskerne, men efter ufattelige lidelser og ofrer.

Bogen slutter i 1949, hvor Stalin og Churchill har delt Europa i interessesfærer og jerntæppet er blevet til virkelighed. Bag det har Stalin indført marionetregeringer i de østeuropæiske lande, for at sikre sig mod nye overfald fra vest.

Isaac Deutscher (1907-67)
Isaac Deutscher, polsk historiker og marxist, er fremragende selskab. Han skriver vidende og klart, og hvor kilderne tørrer ud, kommer han med velunderbyggede bud. Han bruger også simpel psykologi for at forklare og forstå Stalins handlinger, hvilket kan synes en anelse vovet, men også det virker temmelig overbevisende.

Deutscher er ikke ude på at forherlige Stalin. Det er ikke en hagiografi, men virkelig en biografi. Det personlige berøres meget kort, dels Stalins familiære baggrund; dels fortælles om hans kones selvmord, efter et skænderi mellem hende og Stalin under et besøg hos venner. Hun var imod den terror han betjente sig af.

Men ellers er det Stalins politiske liv bogen koncentrere sig om. Og i den forbindelse får vi en masse historie om kommunisternes vej til magten, om Ruslands historie, og om Europas historie. Meget mere end jeg er i stand til at redegøre for i dette korte referat.

Myter
Megen historieskrivning om Stalin er/var ideologisk betinget. Jeg tror Deutschers baggrund som marxist hjælper til et mere søgende portræt af diktatoren. Han var en blodtørstig satan med millioner af liv på samvittigheden, men modsat Hitler var ikke alt han foretog sig en psykopats værk.

Fx er Stalin blevet bebrejdet, at han indgik en pagt med Hitler om delingen af Polen i 1939. Deutscher fremlægger et mere nuanceret billede af situationen: alle vidste at Tyskland måtte ekspandere, Hitler ville have lebensraum. En tofrontskrig ville være dumt, så spørgsmålet var om han ville sende sine hære mod øst eller vest?

England, Frankrig og USA var ikke venlig stemt overfor Sovjetunionen. De havde endda sendt hære ind på russisk territorium for at nedkæmpe revolutionen, og siden var forholdene ikke forbedret.

Stalin sendte faktisk flere følere ud til England for at få en alliance i stand mod Tyskland, men de blev afvist. Stalin frygtede at England og Frankrig ville lave en pagt med Hitler, for at få ham til at vælge at gå mod øst, og så lade Sovjetunionen og Nazi-Tyskland forbløde i kamp med hinanden.

Derfor, og fordi Sovjetunionen slet ikke var klar til en krig, måtte han altså handle med Hitler, for at vinde tid. Kynisk? Ja, helt sikkert.

Oversætteren overtager rampelyset
Bogen er en omfattende værk på 526 tætskrevne sider, og en guldgrube af viden. Er man interesseret i Stalin og/eller Sovjetunionens første 32 år, kan denne biografi klart anbefales.

Det eneste der trækker ned, er oversætteren. Ikke fordi oversættelsen fejler noget overhovedet, men fordi Henning Kehler bruger noteapperatet til at polemisere mod Deutscher. Det er røvirriterende.

En oversætter bør være loyal overfor den han oversætter. Noter bør holdes til det strengt nødvendige for danske læseres forståelse af teksten. Ellers: klap kaje!

Men bogen er udgivet af Berlingske Tidendes Forlag, og Henning Kehler er anti-marxist, og så kan man nok ikke andet end tale imod det værk man udgiver. Men hvorfor så ikke overlade det til andre?

I øvrigt fandt jeg et kalenderblad fra 2. februar 1958 på side 43. Måske den forrige læser ikke var lige så glad for bogen som jeg?

Isaac Deutscher: Stalin. En politisk biografi. Berlingske Forlag, 1949. Oversat af Henning Kehler.

Del og hersk i Amerika

2010-03-01T14:00:00.000+01:00

Engelsk koloni
Østamerika var en engelsk koloni. Man eksporterede varer til England, blandt andet tobak. Engelske købmænd aftog varerne, til en pris de bestemte. Der måtte nemlig ikke sælges til anden side. Kongen modtog naturligvis sin part af rovet.

Men der manglede arbejdskraft. Da koloniseringen startede i begyndelsen af 1600-tallet, gik det trægt. Der var udbredt sult og fattigdom, og al rigdom samlede sig i en lille eksklusiv overklasse, der ejede broderparten af jorden og som også var dem der besad alle de politisk/administrative poster.

Eksportér de fattige!
I England blev landbruget omlagt til fåreavl, pga efterspørgsel efter uld. Det betød at en stor det af landbefolkningen blev arbejdsløse og søgte til storbyerne. Men her var der heller intet arbejde at få.

Kongen iværksatte strenge piske- og fængselsstraffe for at holde den store arbejdsløse masse underkuet. Samtidig opfandt driftige købmænd eksportruter til den nye verden, med arbejdskraft. Passagererne fik turen ”gratis”, mod at binde sig til et bestemt arbejde i 5-7 år hos arbejdsgivere i Amerika.

Det var en stor forretning for de engelske købmænd og for plantageejerne i de amerikanske kolonier, og sammen med import af slaver fra Afrika løste det problemet med underskud af arbejdskraft. Indianerne havde man opgivet at få i arbejde.

Del og hersk
Den politiske og økonomiske elite i Amerika var som sagt lille. Numerisk var den langt underlegen de underklasser, som skabte deres rigdomme. Og det gjorde dem ind imellem nervøse. Flugt og oprør var ikke helt ukendt.

Groft kan man opdele befolkningen i følgende grupper: indianerne, de sorte slaver, en hvid underklasse og en hvid middelklasse. Det galt altså om at sætte disse grupper op imod hinanden.

Den hvide underklasse fik ingen jord af eliten. Derfor søgte de mod vest efter jord, men den skulle de jo så tage fra indianerne. Således var disse grupper beskæftiget med hinanden.

Den hvide middelklasse fik lidt jord og privilegier for at gøre dem loyale overfor eliten.

En række regler og love blev skabt for at forhindre kontakt mellem den hvide underklasse og de sorte slaver. Blev lovene overtrådt, fik de sorte strenge straffe, mens hvide lovovertrædere hurtigt blev benådet igen. Her ser vi måske starten på de racistiske love som først rigtig blev afskaffet i 1960’ernes USA.

Oprør
Det var ikke altid del og hersk princippet lykkedes. I Virginia opstod det såkaldte Bacon’s Rebellion i 1676.

Dette oprør var startet netop af hvide der var søgt ud i indianerland for at skaffe sig jord, og som følte sig tvunget hertil af eliten, uden at disse ønskede at hjælpe dem mod indianerne. Det blev de sure over.

1000 engelske soldater fra England fik dog slået oprøret ned med magt.

Den amerikanske revolution
I næste kapitel skal vi se, hvordan eliten fandt en ny måde at bevare deres privilegier på og holde underklasserne nede.

Under slagordene ”frihed” og ”lighed” startede man et oprør mod den engelske kolonimagt.

Indledning: Historikerens valg
Kapitel 1: Columbus opdager Amerika
Kapitel 2: Slaveriet indføres i Nordamerika

Røg

2010-02-28T10:54:00.000+01:00

For english version, scroll down below.

Vor helt Grigóry
Den russiske godsejersøn Grigóri Michájlovitsch Litvinof, har efter en lettere omtumlet ungdom fået retning på sit liv. Han er omkring de 30 år, og har brugt nogen tid i Vesteuropa på at uddanne sig til at overtage farens gods.

Nu er han i det tyske kursted, Baden-Baden, hvor han afventer sin tilkomne, kusine Tatjàna Petróvna Schestóf, og dennes guvernante (ja, vi befinder os i 1860’erne i de højere samfundslag, så en guvernante er nødvendig).

Grigóry fordriver ventetiden i selskab med det russiske jetset, der underholder sig ved spillebordene og i salonerne i Baden-Baden, når de ikke fordriver tiden i Paris.

Amors pil
Men ud af det blå dukker en gammel kærlighed op, Irina Osinin, og Grigóry slås helt ud af kurs. Også Irinas kærlighed genvækkes.

Men hun har trods alt droppet ham en gang før og giftet sig til anden side. Kan han stole på at hun vil det samme som han? Skal Grigóry droppe alle sine planer og løbe bort sammen med Irina?

Ja, se: det må du selv læse romanen, for at få svaret på :-)

Moder Rusland
”Røg” er en realistisk roman om en mand splittet i et skæbnevalg, mellem det sikre valg både økonomisk, socialt og hvad angår kærligheden, og det vilde impulsive her-og-nu valg til fordel for følelser og lidenskab.

Men på et symbolsk plan er romanen også en kommentar til forholdene i Rusland, som kan ses stå ved samme vadested som Grigóry: skal overklassen forsætte deres uansvarlige skørlevned, eller skal det vende sig mod den vesteuropæiske samfundsorganisering?

Det russiske jetset beskrives ekstremt hånligt i romanen. De er en forsamling utålelige skræppende luxusdyr uden selvindsigt eller livsindhold. Det er skæg læsning :-)

Turgenjev sammenligner et sted forskellige nationaliteter: englænderne taler om praktiske spørgsmål; tyskerne om geopolitik (ja, allerede dengang!); franskmændene om kvinder; russerne derimod, taler uden hoved eller hale om deres fremtid.

Turgenjev (1818-1883)
Forfatteren var selv rig russisk godsejer. Da han på et tidspunkt kritiserede styret, fik han husarrest på sit eget gods nogle år. Han benyttede tiden til at få gang i forfatterskabet og gå på jagt, så det var jo sådan set godt nok.

Så snart husarresten udløb tog Turgenjev straks til vesteuropa, og der blev han resten af sine dage, på nær en årligt tilbagevendende sommerferie på godset i Rusland.

Konklusion
En rigtig god roman, med flere gode portrætter, ikke mindst af Grigóry og Irina. Og sine steder ret sjov. Ham skal jeg læse mere af.

Romanen minder mig i øvrigt om Zolas ”Nana”, der også har en handling der på det symbolske plan handler om nationens (her: Frankrigs) skæbne.

Mere om Turgenjev her hos Wikipedia.

Ivan Turgenjev: Røg. Gyldendal, 1924 (1867) Oversat af Ingeborg Johansen.
--------------------------------------------------

Smoke

Our hero Grigory
After af turbulent youth, the son of a Russian landowner Grigory Michájlovitsch Litvinoff, has pulled himself together and set direction to his life. He is around 30 years and has spent some time in Western Europe to educate himself to overtake his father's estate.

Now he is in the German spa resort of Baden-Baden, where he awaits his fiancée, cousin Tatjana Petrovna Schestóf, and her governess (yes, we are in the 1860s in the higher strata of society, therefore a governess is a necessity).

Grigory is killing time in the company of the Russian jetset, who is entertaining themselves at the gaming tables and salons in Baden-Baden, when they are not spending their time in Paris.

Cupid's Arrow
But out of the blue pops up an old love, Irina Osinin, with her husband, and Grigory is beaten completely off course. Also Irinas love resurgence.

But nevertheless, she dropped him once before and married herself to another man. Can he trust that she her love this time? Will Grigory abandon all his plans and run away with Irina?

Yes, well: you have to read the novel yourself to get the answer :-)

Mother Russia
"Smoke" is a realistic novel about a man torn in a fate choice between the safe choice, both economically, socially and in terms of love, and the wild impetuous here-and-now choices in favor of emotion and passion.

But on a symbolic level, the novel is also a commentary on the situation in Russia, which can be seen standing at the same ford as Grigory: should the upper class continue their irresponsible debauchery, or should it turn against the Western European way of organizing the country?

The Russian jetset is extremely contemptuously described in the novel. They are an assembly of obnoxious characters without self-insight or life content. It is fun reading :-)

Turgenev compares different nationalities: British, talking about practical matters; Germans about geopolitics (yes, even then!); The French on women; Russians, however, speaks without head or tail about their future.

Turgenev (1818-1883)
The author himself was a wealthy Russian landowner. When he at one time criticized the regime, he was put under house arrest at his own estate for some years. He used the time to get the writing going and to go hunting, so it was in a way not so bad.

As soon as house arrest expired Turgenev immediately went to Western Europe, and there he was to stay for the rest of his days, except an annual summer holiday at the estate in Russia.

Conclusion
A really good novel, with several good portraits, not least the portraits of Grigory and Irina. And at several places pretty funny. I shall read more of Turgenev for certain.

The novel reminds me of Zola’s "Nana" which also has a symbolic level about the nations (here: France's) fate.

More on Turgenev here at Wikipedia.

Ivan Turgenev: Smoke. Gyldendal, 1924 (1867) Translated by Ingeborg Johansen.

Pigtråd over prærien

2010-02-27T10:15:00.000+01:00

Bøffer skal der til
De store kvægbaroner er vant til at have den vidde prærie for sig selv, til at deres kvægflokke uhindret kan græsse sig tykke og fede, og til at samme kvægflokke kan flyttes til slagterierne og blive til saftige bøffer.

Men en dag dukker en bondemand op med sin kone, og de giver sig til at anlægge marker og haver.

Den lokale kvægbaron nægter at give indrømmelser, så han hævder sin ret ved at lade sit kvæg trampe bondens afgrøder flade.

Enter: Lucky Luke
Den stakkels bondemand er hjælpeløs mod kvægbaronen og hans cowboys, men han nægter at give op.

Heldigvis er Lucky Luke lige i nærheden, og manden der er hurtigere end sin egen skygge, holder, som vi alle ved, altid med de små.

Bonden og Luke tager ind til byen for at foretage et på de egne helt uhørt indkøb: en rulle PIGTRÅD!

Hvordan det hele ender, skal ikke afsløres her. Blot skal jeg lige huske at nævne, at Jolly Jumper selvfølgelig deltager i løjerne.

Morris & Goscinny: Lucky Luke: Pigtråd over prærien. Interpresse, 1974 (1971). Oversat af Tonny Lützer.

Den farlige litteratur

2010-02-26T11:06:00.000+01:00

Seminariet i Georgien
I det 18. århundrede var den betydeligste højskole i Georgien, ja, måske i hele Kaukasien, det teologiske Seminarium i Tbilisi. Det var her de intelligente drenge kom på skolebænken, hvis de var heldige, vel at mærke.

Seminariet var en kaserne, bestyret af munke. Eleverne kunne allernådigst få udgang et par timer en gang imellem. Ellers stod den på isolation, studier og bønnetimer.

Eleverne blev nidkært udspioneret af munkene og af dukse, og ”uregelmæssigheder” blev rapporteret og straffet med isolation i cellerne, og liberale lærere blev afskediget.

Censur af litteraturen
Munkene censurerede hvilke bøger eleverne havde adgang til. Fra politirapporter ved vi, at eleverne alligevel skaffede sig bøger af Darwin, Buckle, Mill, Renans ”Jesu liv” og Hugos ”Napoleon den lille”.

Også en af eleverne (på stipendiat), Josef Djugasjvili, skaffede sig udgang så han mod reglerne kunne låne bøger på det offentlige lejebibliotek.

Han læste georgiske digtere, Darwin og russiske romaner af Saltykov-Tjedrin, Gogol og Tjekov; europæiske romaner, Thackerays ”Forfængelighedens marked”, Victor Hugos ”1793” og ”Havets arbejdere”.

Litteratur er frihed
For det lille, isolerede samfund på det teologiske seminarium blev undertrykkelsen brudt af litteraturen. Jeg tror somme tider vi glemmer, at litteratur er med til at åbne vores øjne mod friheden.

Eleven Josef Djugasjvili glemte det også igen, for han er jo ingen ringere end den senere diktator, Josef Stalin. Det kim munkene havde sået i ham, voksede sig stort, og han glemte alt om Hugo og Gogol.

Men det er en anden historie.

Stille terror

2010-02-25T09:36:00.000+01:00

I denne roman beskriver Ellroy hvordan Martin Plunkett bliver en serial killer. Han beskriver hvad der bringer ham dertil, og hvordan han tager på en serial killer USA-turné, og endda møder endnu en serial killer.

Der er ikke så meget at sige, andet end pulpens ukronede konge James Ellroy endnu engang forskrækker med sin uovertrufne psykologiske sans. Emnet er ikke sublimt, men det er forfatterens omgang med sprog og drama og indsigt i menneskets dunkle kringelkroge.

Læs denne hårdrejsende roman og skælv!

James Ellroy: Stille terror. Hovedland, 1994 (1986). Oversat af Jan Hansen.

Blodsøndag i Hamburg

2010-02-24T14:21:00.000+01:00

Udenrigskorrespondent i Hamburg
Den unge journalist Edvard Andersen tager sammen med sin kone ophold i Hamburg i 1931, for at være korrespondent for en række danske dagblade, herunder Politiken.

Her bliver han vidne til nazisternes magtovertagelse, og ikke kun beskriver han hvordan terroren straks systematiseres af Hitlers håndlangere, endog inden Hitler tog magten, han oplever den også på egen krop.

For at holde sig orienteret må Edvard Andersen benytte illegale metoder. Fx indsmugler han katolske tidsskrifter forbi censuren.

Altonaer Blutsonntag
Andersen skrev blandt andet reportage fra en af de vigtigste kampe mellem fascister og anti-fascister før Hitlers magtovertagelse, nemlig Blodsøndagen i Altona den 17.juli 1932.

Den socialdemokratiske politipræsident tillod 10.000 SA-mænd at marchere gennem kommunistiske boligkvarterer, og denne ydmygelse blev naturligvis ikke gennemført uden at arbejderne slog fra sig.

18 personer blev skudt og 200 sårede. Hvem, nazister, kommunister eller politi, der skød hvem er ikke opklaret. Men så snart nazisterne havde taget magten, blev 4 kommunister dømt og derefter henrettet, i øvrigt som de første af nazisterne.

Denne episode skal jeg vende tilbage til ved lejlighed. Jeg finder den ganske spændende, da den i ekstrem grad eksemplificerer højreradikales taktik, med borgerlig/liberal lovgivning som løftestang, at provokere antiracister til konfrontation som et led i at vælte demokratiet og vinde magten.

Fra den ældre generation til den yngre
Edvard Andersen og hans kone ender med at blive aflyttet og forhørt af Gestapo, pga af de kilder han frekventerer og de kritiske artikler han skriver, og til sidst brænder jorden så meget under dem at de vælger at flygte (i 1935).

Skriftet er super spændende så længe Edvard Andersen holder sig til sine erindringer. Men desværre har skriftet også et propagandistisk formål, nemlig at advare mod den nazistiske fare i nutiden (erindringerne er forfattet i 1979), og der bliver det en anelse uinteressant og overfladisk. Ikke fordi jeg er uenig med ham i hans tanker, men dette er bare hørt før.

Edvard Andersen: Korrespondentliv, da Hitler tog magten. Årsskrift for Frihedsmuseets venner, 1980.

Min iranske barndom

2010-02-23T23:39:00.000+01:00

Erindringer fra Iran
Min iranske barndom er tegneren Marjane Satrapi’s (f. 1969) erindringer om sin barndom i Iran, 1979-1984, beskrevet i en tegneserie.

I 1979 er iranerne blevet trætte af deres konge, Shahen. De vil omsider have demokrati, så han flygter til Ægypten. Men hurtigt viser den demokratiske revolution sig at gå i retning af en islamisk revolution, og terroren og undertrykkelsen sniger sig ind i alle kroge og gemmer i samfundet.

Marjanes forældre, der er socialister, må opgive deres politiske virksomhed; venner og familie flygter, bliver fængslet eller henrettes. Og moren må iføre sig slør på gaden.

Marjane oplever også sit liv forandre sig: den franske skole hun har gået i, bliver lukket, og også hun må iføre sig tørklæde. Det er slut med fester, neglelak og rockmusik.

Undertrykkelsen intensiveres
I 1980 starter en blodig krig mellem Iran og Irak, og i Iran sættes der turbo på islamiseringen: dels for at skaffe kanonføde til krigen, dels for at krigens rædsler ikke skal starte et oprør mod styret.

”Religiøse” patruljer sørger for at kvinder ikke er udfordrerne klædt, og at vestlig kultur ikke vinder indpas. Stikkeriet udbredes voldsomt.

Tegneseriens store styrke er for det første dens evne til at beskrive den gradvise men effektive transformation af det iranske samfund og den betydning det har for Satrapi familiens liv, hvordan friheden indskrænkes ned i selv de mindste detaljer.

For det andet dens fortælling om hvordan familien forsøger at bevare deres livssyn og deres kærlighed til hinanden trods undertrykkelsen.

For eksempel smugler Marjanes forældre Iron Maiden plakater med tilbage fra en ferierejse til Tyrkiet, selvom de udsætter sig for urimelig stor fare for at glæde deres teenagedatter.

Erindringer om undertrykkelse
Persepolis minder mig, selvom det to personer ikke har meget tilfælles, utroligt meget om Victor Klempereres erindringer om hvordan nazisterne langsom men sikkert indskrænkede jødernes liv i 1930’ernes Tyskland.

Den snigende terror, der får folk til at angive hinanden, og i det hele taget får det værste op i folk, trods de voldsomme konsekvenser deres handlinger får.

Persepolis er siden den udkom i Danmark i 2005 blevet berømmet og rost til skyerne, så jeg tænker jeg er den sidste der læser bogen, men skulle der være andre der ikke har stiftet bekendtskab med denne fremragende tegneserie, kan jeg kun anbefale at det forsømte indhentes straks :-)

Marjane Satrapi: Persepolis. Min iranske barndom. Carlsen, 2005 (2001). Oversat af Julie Paludan-Müller.

Slaveriets indføres i Nordamerika

2010-02-22T20:34:00.000+01:00

Slaveriets som arbejdskraft
I 1619, 34 år efter at de første engelske nybyggere landede, ankommer det første skib med slaver fra Afrika til Nordamerika. Var det, allerede dengang, udtryk for racisme, eller skal årsagerne søges andetsteds?

Situationen var en anden end den var for Columbus på Hispaniola: i Nordamerika var de hvide nybyggere trods skydevåben ikke de indfødte så overlegne, de var faktisk i massiv undertal. Derfor kunne de ikke skaffe sig arbejdskraft, dvs. slaver, herfra.

Hungersnød
Og arbejdskraft var nødvendig. Nybyggerne kunne dårligt forsørge sig selv. I 1609-1610 var situationen helt katastrofal. Trods europæernes tekniske overlegenhed, var det dem og ikke indianerne der gik sultne i seng.

De boede i jordhuler, og hungersnøden var massiv. Sulten betød endda kannibalisme (både på afdøde og nedgravede, og på endnu levende, ifølge meldingerne) og anden desperation.

Slaveri blev svaret, som det havde været så mange andre steder.

Undertrykkelsen
Slaverne udgjorde snart en betydelig del af befolkningen, og det var nødvendigt at ”holde dem i skak”, så de ikke gjorde oprør. Der skulle være forskel på slaverne og deres herrer. Derfor var (sexuel/intim) samkvem mellem sorte og hvide forbudt; derfor blev sorte straffet hårdere end hvide for samme forseelse osv.

Og ud over at de var fri for at spise hinanden, så var den en pisse god forretning at have slaver: de dyrkede tobak, korn og bomuld og tjente fedt. I midten af 1700-tallet fortæller en slaveejer, at han tjener $257 om året pr slave, mens udgiften kun er på $12-$13 om året.

Slaverne holdt aldrig op med at gøre oprør. Som regel i mindre målestok. Og det var ikke kun for at slippe for det hårde arbejde/undertrykkelsen, men i mange tilfælde for at finde familiemedlemmer, som også var slaver, andre steder i Nordamerika.

Var slaveri racisme?
Europæerne overlevede altså (og blev rige) i Nordamerika på indførelsen af slaveriet. Var det udtryk for racisme, som skulle præge det amerikanske samfund indtil vore dage?

Howard Zinn mener det er mere komplekst end som så. Han oplister en række grunde til slaveriets indførelse:

- hungersnøden blandt nybyggerne
- profithunger for slavesælger og plantageejer
- fattige hvide der fristes til at undertrykke
- kontrolforanstaltninger for at arbejdskraften kunne kontrolleres
- afrikanernes hjælpeløshed taget ud af deres egen miljø

I kapitel 3 gør hvide og sorte oprør mod de engelske kolonister i Virginia. Følg med næste mandag :-)

Indledning: Historikerens valg.

Kapitel 1: Columbus opdager Amerika

Columbus opdager Amerika

2010-02-15T11:59:00.000+01:00

USA's historie starter i Spanien
Howard Zinn begynder sin USA historie med Columbus. Så vi må starte i Spanien. Eller rettere i Portugal. Portugal sendte skibe på ekspeditioner nedenom Afrikas sydspids for at finde vejen til Indien og Kina og dermed til de profitable krydderier og silke, og måske guld?

Spanien måtte gøre noget straks. Det lykkedes Columbus at overbevise den spanske konge og dronning om, at jorden var rund, og at man derfor kunne sejle til Indien ved at sætte kursen stik vest.

Columbus lovede dem desuden uanede mængder af guld, og de lovede ham til gengæld en pæn bid af kagen, pæne titler og at han skulle være guvernør for nyfundet land.

Opdagelsen af Amerika
Den 3.august sejler Columbus fra sydspanien med skibene Pinta, Niña og Santa María og 90 mand, og den 12. oktober om morgenen ser sømanden Rodrigo land. Det er en ø ved Bahamas, ved vi i dag.

En årlig pension på 10.000 maravedis blev udlovet til den første der spottede land, men Rodrigo så aldrig en bøjet femøre. Columbus kom nemlig i tanke om, at han allerede aftenen før så et lys, så han tildeler sig selv pensionen og æren.

I dag er det vist almindelig udbredt på lederkurser, at lederen skal fordele hæder nedad i organisationen. Men Columbus var grådig.

Velkommen, fremmede
De lokale indianere hilste de nye gæster velkommen, men da de havde iført sig guldørenringe, gik Columbus amok. Han tog dem til fange og beordrede dem til at finde mere guld, og han startede krige med stammer der ikke opfyldte hans ønsker.

Han byggede en militærbase på Hispaniola (i dag Haiti og Den Dominikanske Republik) og sejlede tilbage til Spanien med lidt guld og mange slaver.

Blodbadet tager fart
Columbus fortæller den spanske konge, at der er masser af guld og slaver i Amerika, så han får nu 17 skibe og 1200 mænd med sig tilbage.

Fra militærbasen på Hispaniola sender Columbus ekspeditioner ud i hele Caribien for at finde guld. Der er ikke meget guld, men Columbus kan jo ikke returnere til Spanien uden værdier, så han er desperat. Så i stedet tager han indianerne til fange, for at sælge dem som slaver. Mange dør på overfarten.

I en provins på Hispaniola, beordres alle indianere over 14 år til at finde guld. Samarbejder de ikke, får de hugget deres hænder af.

Indianerne går til modstand, men er chanceløse overfor spaniernes krudt og kugler. Mange begår selvmord for at undgå slaveri og pinsler. Resten straffes grusomt eller bliver slaver.

Folkedrab
Det menes, at af Hispaniolas indfødte befolkning på 250.000, dør halvdelen på blot 2 år. I år 1515 er der ca. 50.000 tilbage, i år 1550 cirka 500 tilbage.

En samtidig kilde angiver, at der fra 1494 til 1508 forsvinder 3 millioner mennesker fra Hispaniola, enten ført væk eller døde som slaver, eller døde i minerne eller i krig.

Hvor Columbus slap, fortsatte Hernán Cortés og Francisco Pizarro med blodige udryddelser af den indianske befolkning i syd- og mellemamerika, for guld og slaver.

Nordamerika
I Nordamerika var mønsteret knapt så omfangsrigt, men ellers var der mange lighedspunkter. De første engelske nybyggere lander i 1585 og mødte straks den udstrakte hånd fra de indfødte med vold og nedbrænding af byer og ran af områder. Og da indianerne fik nok og gik til modstand, blev volden optrappet.

De indtrængende fortalte sig selv, at nok havde indianerne en naturlig ret til landet, men ikke en juridisk. Og de fandt desuden velsignelse for deres handlinger i Biblen: alle der tror på Herren skal eje jorden, og alle der står i vejen for Herrens vilje skal dø.

Afslutning
Opdagelsen af Amerika har altså karakter af blodigt erobringstogt, og udslettelse af den oprindelige befolkning.

Næste mandag kommer vi til slaveriets indførelse.

Indledning: Historikerens valg